Periodefag 
Du er her: 

Periodefag

På denne side kan du læse om alle "periodefag". Det er valgfag, der kører et halvt år ad gangen.

Volleyball

Volleyball er den teknisk krævende sportsgren, som typisk først fanger din interesse i efterskolealderen og så for alvor bliver en darling for dig.

Regler og de grundlæggende slag og teknikker skal indøves, og ligeledes bliver samarbejde og taktik en del af faget. Udover træningen er der mulighed for at deltage i aftenturneringer med andre skoler, stævner og weekendkurser, og ligeledes er der mulighed for at komme til at se volleyballkampe på eliteniveau, hvis der er stemning for det. Dette vil dog medføre en lille egenbetaling til entrebilletten.

Det er vigtigt, at du deltager i faget med en positiv indgangsvinkel, så du hurtigt kan komme i gang med at udfordre dig selv og udvikle dit spil, og så vil du hurtigt se, hvor sjov en sportsgren det er.

Drenge og piger træner hver for sig.

Rytmisk gymnastik

Rytmisk gymnastik er for dig der er vild med at bevæge dig til musik. Om det er som gymnast eller foran spejlet derhjemme er underordnet.

Vi skal svede, grine, lege og huske med kroppen. Vi skal indlære små sekvenser som vi skal fremvise ved en lille opvisning. Vi skal blive klogere på kroppens bevæg mønstre og forstå hvorfor det er vigtigt at holder kroppen smidig og stærk.

Lovsangsband

Elsker du at synge eller spille en masse fede lovsange sammen med andre, så har du nu en enestående chance. 

Du skal have erfaring med mindst ét instrument eller have lyst til at synge. Vi vil synge både engelske og danske lovsange, men præcis hvilke vil du have meget indflydelse på.

Udover selvfølgelig at spille en masse lovsange sammen, vil vi også gå mere i dybden med hvad der gør en lovsang god, hvad lovsang egentlig er og hvordan man sammensætter et godt lovsangssæt.

Vi skal optræde til arrangementer både på og uden for skolen, og vi vil også lede lovsangsaftner på skolen.

Så brænder du får at synge og spille fantastiske lovsange, så skal du vælge lovsangsband. 

Madlavning

I faget Madlavning spiser vi mad, - men først og fremmest laver vi den. Så det er vigtigt, at du har lyst til at lave mad og prøve noget nyt.

Du har mulighed for at lære at lave mad og få indsigt i teknikker, smagssammensætninger og anretning. Vi laver mad ud fra forskellige temaer og laver både traditionelle og anderledes retter.

En vigtig regel – og gevinst i faget, er at alle skal smage på den på mad vi laver!

Håndbold

Her kan du gennem øvelser og spil dygtiggøre dig indenfor håndboldspillet. Vi fokuserer både på individuelle færdigheder og spilforståelse/holdindsats, og vil bl.a. træne skud, finter, sammenspil og små systemer. Faget er både for øvede og endnu uøvede.

 

KLUBHÅNDBOLD I BLÅBJERG HK

Det er muligt at spille klubhåndbold i den lokale klub Blåbjerg HK, der er hjemhørende i Outrup - 8 km. fra FE.

Tilbuddet om klubhåndbold i Blåbjerg HK er for de elever, der ønsker at spille mere håndbold, end der er mulighed for i skoletiden på FE. Du deltager i klubbens træning min. 1 aften om ugen, træningen foregår enten på FE eller i Outrup Idrætscenter, sted og dag kan variere for de enkelte hold. Her spiller du naturligvis også turneringskampe, deltager i stævner og sociale arrangementer på lige fod med klubbens øvrige spillere.

Klubben er præget af sammenhold, kammeratskab samt sportslige udfordringer for den enkelte spiller og det enkelte hold. Det er vigtigt, at spillerne oplever sig som èt hold. FE og Blåbjerg HK samarbejder om at skabe de bedst mulige rammer for spillerne.

Mekaniker

Hvis du går med en drøm om at blive mekaniker eller bare ønsker at vide mere om Knallerter, Biler mm. Så har du ramt det rigtige valgfag.

Undervisning vil forløbe med 60% praktisk, 40% teori, så man kan blande sin viden i praksis. Elever kan ønske undervisningsområde f.eks. Benzin motor 4takt/2takt. Der vil blive arrangeret nogle turer i løbet af året, hvor vi skal besøge forskellige og spændende steder. Det er fint, hvis du selv har projekter med som du vil arbejde på mens du er her på skolen.

Skolen har en undervisnings bil hvor der vil blive lavet forskellige opgaver på, samtidig vil du blive udrustet med den nødvendige viden så du selv kan lave din bil, når den dag kommer.

Foto

Foto som valgfag er et fag for dig, som har særlig interesse for fotografering!

Vi kommer naturligvis til at fotografere meget, men vil også bruge meget tid på at lære teori om:

1. kameraudstyr
2. kameraets funktioner
3. billedkomposition
4. fotoredigering

Hvis du har lyst til at blive en bedre fotograf gennem øvelse og ved at lære en hel masse om hvordan man tager gode billeder og hvordan de kan redigeres, så er dette et fag for dig!

Glaskunst

Glas er et spændende materiale, hvoraf der kan laves mange forskellige brugsting som fx fade, skåle, fyrfadsstager, ophæng og meget mere.

Du vil lære forskellige teknikker og i høj grad få mulighed for at prøve dine egne ideer af.

Skolen har en glasovn, som er det optimale udgangspunkt for et flot resultat. Vi skal udsmykke glasset med farver og materialer, hvorefter det brændes i glasovnen.

Fodbold

På Frøstruphave er fodbold en vigtig sportsgren. Vi ønsker at du via træning og kampe får en masse gode og intense oplevelser året igennem. Vi træner udendørs året rundt, og glæder os til den første vinter på vores nye kunstgræsbane.

Vi deltager i vestjysk mesterskab for efterskoler både inde og ude, hvor vi spiller året igennem mod holdene i vores efterskole region. Desuden arrangeres der både udendørs og indendørs træningskampe imod andre lokale efterskoler.

Vi prioriterer det højt at alle der har faget får mulighed for at deltage i kampe både efterår og forår.
Faget egner sig til alle, som har lyst til at spille og komme i god fysisk form, uanset om du er erfaren eller ej.

Drenge og piger træner hver for sig.

Badminton

Valgfaget badminton er for dig, der gerne vil have det sjovt og spille en masse badminton, og her er plads til alle uanset niveau.

I faget vil du blive udfordret på dit niveau, og komme til at spille med andre på dit niveau. Der vil blive fokuseret på at udvikle færdigheder indenfor de grundlæggende slag og teknikker. Vi vil både have fokus på både single og double.

Du skal medbringe din egen ketcher til undervisningen.
(Du kan evt. låne en af en af dine efterskolekammerater.)

Kor

Kor er for den sanger, der kunne tænke sig at udfordre sin sangstemme, og lære mere om hvordan den fungerer. Til kor synges der mange forskellige stilarter, med varierede sværhedsgrad. Vi vil primært blive akkompagneret af vores egen band, men kunne også synge a capella-sange.

Kor er et fællesskabsdannende fag hvor vi som hold arbejder hen mod en videreudvikling af stemmen og sceneoptræden samt bevægelser. Har du mod på det, vil du også få rig mulighed for at synge solo. Vi vil optræde til forskellige arrangementer på og forhåbentlig også uden for skolen.

Der vil blive afholdt en mindre prøve inden opstarten men det vigtigste er, at du finder en glæde ved at synge!

Kor er et helårsfag.

Band

Band er for dig der virkelig ønsker at spille musik på allerhøjeste niveau. Det kræves, at du kan spille på mindst ét instrument samt har motivation for at udvikle dig på dit instrument. Bandet vil fungere som orkester for skolens kor, men vi får også rig mulighed for at spille ”vores egne” sange. Vi kommer omkring forskellige stilarter og genre men fælles for alle sange vil være en udfordrende sværhedsgrad. VI skal optræde til forskellige arrangementer på og udenfor skolen.

Der vil blive afholdt en mindre prøve inden opstarten.

Spring

- Tør du at tage springet?

Kunne du tænke dig at blive udfordret hårdt fysisk, og finde ud af hvad kroppen er i stand til?

Har du en drøm om at lære hvordan man laver en håndstand, flik-flak eller saltoer?

I valgfaget Spring, vil du komme til at opleve bl.a. alt fra klassiske gymnastik opvarmninger, en engageret instruktør og prøve kræfter med forskellige redskaber. Du vil få indsigt i hvad din krop er i stand til, og træningerne vil blive tilpasset til alle niveauer. Vi vil bestræbe os på, at lave nogle udfordrende, hårde men ikke mindst sjove træninger.

I centret hvor vi springer vil man kunne prøve redskaber som:

20 meter Airtrack pro

Dorado minitrampolin

Springgrav

2 x stortrampoliner i gulvplan til springgrav

Frøstruphave Efterskole har et godt samarbejde med Outrup Gymnastikforening, så vi har derfor kompetente og alsidige instruktører til at varetage træningerne.

Tekstildesign

Dette valgfag er til dig der har trangen til at bruge dine ideer og hænder – og derved skabe nyt.

I tekstildesign arbejder vi med bløde materialer, såsom stof, tråd, garn. Der vil være mulighed for at sy skønne brugsting til værelset eller tøj til garderoben. Derudover vil vi også fordybe os i forskellige måder at bruge tråd på: Måske skal vi sætte vores personlige præg på almindelig ”kedelige” t-shirts ved at brodere ord eller illustrationer på. Måske kan vi lave fede kunstværker af tråd. Kun fantasien sætter grænserne!

I dette fag kommer vi til at ”nørkle”. – Nørkle er et gammelt ord der beskriver det at sidde og hygge sig ved at arbejde omhyggeligt med et detaljerende stykke håndarbejde. For til sidst at kunne nyde at se det smukke resultat.

Alle er velkomne, hvis lysten til faget er der. Dette valgfag kræver altså ikke særlige kompetencer i forhold til håndarbejde. Vi er her nemlig for at lære! …. og hygge os imens!

 

De følgende fag kan i skoleåret 20/21 først vælges i 2. periode - efter nytår

 

Tros- og bibelsnak

Er troen på Jesus vigtig for dig? Vil du gerne læse, og undersøge Bibelen og blive bedre til at forstå, hvad den indeholder? Vil du gerne kunne stille spørgsmål til troen og måske blive i stand til selv at svare?

I ”Tros- og bibelsnak” kommer du til at læse meget i Bibelen alene og sammen med andre. Du lærer at undersøge emner og ting, du undrer dig over, og du kommer til at kunne stille alle de spørgsmål, du måtte have. Måske får du også svar på dem. Vi kommer til at arbejde med at lave andagter, og i at tale med andre om din tro. ”Tros- og bibelsnak” er et sted, hvor der er plads til at være den, du er.

Alle er velkomne uanset baggrund og forudsætninger. Det eneste, du skal have med, er en Bibel, en notesbog og noget skrive med – og så selvfølgelig lysten til at dele troen med andre.

Konditori

”Klar, parat, bag! ”

Lyder det bekendt? Dette valgfag består af to hovedelementer; BAGE og SMAGE!

Faget hedder ”Konditori”, da det primært er bageriets søde sager og kunstneriske udtryk vi arbejder med.

Når vi bager er det for at lære; derfor vil vi afprøve flere centrale bage teknikker – som gerne skulle ende med at gøre dig til en MESTERBAGER.

På grund af lektionernes længde; kommer vi til at bage og lave nogle af kagenernes elementer over flere gange – for derefter til sidst at kunne samle elementerne til et MESTERVÆRK.

Dette valgfag skal du vælge, hvis du har lyst til at fordybe dig og gør dig umage i at blive en bedre konditor og bager. Det er ikke et krav at man i forvejen har kendskab eller evner i forhold til bagværk.

Strategiske spil

Kan du lide at nørde spil? Ved du godt, at der er findes mange andre og bedre spil end Risk og Settlers? Eller ved du netop ikke det? Har du lyst til at dyste med andre og udtænke dine planer om sejr? Kan du lide brætspil og computerspil?

I ”Strategiske spil” kommer vi til at spille en hel masse spil. Hver eneste gang. Vi kommer helt sikkert til at prøve spil, du ikke allerede kender, og måske kommer du også til at designe dit eget spil. Måske skal vi med på spillemesser eller ud at dyste med andre skoler. Vi kommer i hvert fald til at hygge os!

”Strategiske spil” er stedet for dem, der slapper af ved at bruge hjernen i fællesskab med andre. ”Strategiske spil” er for dig, hvis du som mig bare elsker at lege.

Extremsport

Er du aktiv og glad for fart, sug i maven og spænding? Så skal du da vælge extremsport! Vi skal sammen have det sjovt og udfordre vores grænser. Extremsport er et halvårligt valgfag hvor vi bruger vores krop på skolen, men i høj grad også andre steder.
Vi skal blandt andet stå på vandski, prøve BMX bane, cykle mountainbike og køre gokart. Vælger du dette fag skal du være indstillet på, at det kræver noget rent fysisk.

Genbrug

Genbrug er god stil. Du får noget, der er helt unik og samtidig er du med til at gøre vores verden mere bæredygtig ved at bruge noget af det, der allerede er produceret!
Vi finder de gamle ting frem og giver det nyt liv. Enten noget, du selv har eller noget, vi finder i genbrugsbutikker.
Tøj fra garderoben redesignes, møbler fra da Morfar var barn får et nyt look og genbrugsbutikkernes guld bliver til vores! Brugsting forandres og sættes sammen på en ny og anderledes måde.
Vi tager i genbrugsbutikken og får nye ideer til at sætte tingene sammen på en ny måde, hvorefter vi arbejder i værkstederne med at få vores ideer til virkelighed. Her kan alle være med

Måske er du også interesseret i