Tale til ungdommen i 2022

I dag er det den 24. juni, og om præcis 6 måneder, står vi derfor alle midt i en juleaften, og hvem ved: Måske går tankerne for en stund tilbage til dagen i dag, og hvad mon du så tænker på?
Der sker noget med perspektivet, når vi bevæger os væk fra ting. De ændrer sig, både når vi fysisk flytter os, men også når tiden går.
Det, som er det vigtigste for dig netop i dag, kan vise sig at være en detalje, når du står der midt i julekonfekten. Og det, som du overhovedet ikke tillægger betydning lige nu, kan vise sig at blive stort og afgørende for dig, når du kommer lidt på afstand.
Sådan vil det også være med skoleåret 21/22. Vores tanker om det skoleår vil ændre sig over tid, men nogle episoder og oplevelser vil være mejslet ind i din bevidsthed resten af livet.
Skoleåret 21/22 var en rejse, vi var på sammen i et fællesskab med opture og nedture. Gode dage og dårlige dage. Lækkerhed og kiksethed. Store øjeblikke, hverdage og almindeligheder. Og så kommer vi heller ikke uden om, at det var det første – næsten almindelige – skoleår efter corona.
Jeg har en forstander-kollega, der tilbage i august kiggede på efterskoleeleverne der HELT uden corona-restriktioner indtog skolerne, og sammenlignede det med, når køerne bliver lukket ud på græs om foråret. Fuldstændig ukontrolleret, skønt, overdrevet, kikset, lidt underligt, kluntet og livsbekræftende. Og andre kollegaer har talt om: Hvad er der er sket med jer, den generation, som sad hjemme under coronanedlukningerne?
Vi er helt sikkert mange voksne, der gerne vil analysere, skrive og tale om, hvorfor I er, som I er. Og hvordan I er. Eller komme med bud på, hvorfor I gør, som I gør, og hvad I burde gøre anderledes eller bedre.
Men sandheden er, at I jo, ligesom alle generationer før jer, er påvirket af den tid, I lever i. Og I er lige så skønne som generationer før jer. Men I bliver formet af det, som er omkring jer, ligesom jeres forældres generation blev formet af en anden tid, og jeres bedsteforældres – og så videre, og så videre… I bad jo ikke ligefrem om at være dem, der måtte sidde hjemme, eller lige præcis at være dem, der skulle genoptage skolelivet efter corona. Men det blev jeres generations vilkår. Sådan er det at være jer. I er ikke og skal ikke nødvendigvis være som jeres forældres generation eller bare dem, der er 5-10 år ældre end jer. I er, som I er.
Men det er vigtigt, at vi ikke holder op med at tale generationerne imellem. Vi skal fortsat bygge bro – og vi skal fortsat turde være de voksne, som kan give jer noget med på vejen. Hvem ved, måske endda et godt råd? Tør du spørge din mor eller far i sommerferien: Har du et godt livsråd til mig? Så har du gjort noget – måske – grænseoverskridende. Men du har samtidig gjort noget vigtigt.
Og måske kan I, kære elever, mærke, hvor det bærer henad – jeg har nogle ting, jeg gerne vil sige til jer, nogle råd, som jeg synes er vigtige. Jeg har to ting, jeg gerne vil sige.

Her kommer den første ting:
Chancen for, at du får et perfekt liv, er lig nul.

Måske kan du huske, da jeg tidligere på skoleåret over nogle mandage kørte et lille tema: ”Jagten på det gode liv”.
Hvad er et liv? Hvad betyder det, at vi kommer et sted fra og af noget? Hvad er livets mirakel? var nogle af de spørgsmål, der blev forsøgt besvaret. Og så et centralt spørgsmål:
Er du tilfreds med livet? Hvor mange gange i løbet af en dag tænker du: Gid, jeg havde det der. Gid, jeg kunne sådan. Gid, jeg havde så og så mange penge. Hvor ofte tænker vi ikke sådan?
Du kan godt lære af andre. Se på det, de er gode til, og tage ved lære. Det handler ikke om det… Det handler om risikoen, der ligger i, at jeg hele tiden går og tænker: Mit liv kunne være BEDRE, hvis bare…
Hvor tit er du egentlig lykkelig? Hele tiden? Nej vel – og godt det samme. Hvorfor? Fordi dine følelser hænger sammen. Det, at du er ked af det, eller bare har det normalt, gør, at du også kan opleve en anden tilstand, som for eksempel lykke. Derfor er det helt okay, eller måske edda godt, når du har det normalt eller keder dig. Ja, måske endda er ked af det. For det er med til at sikre, at du kan føle lykke!
Vi ved nok godt, at alle andre ikke hele tiden er lykkelige. Alligevel går det nemt sådan, at vi ønsker et særligt liv, med særlige oplevelser, lykke og luksus! Sådan som de andre ser ud til at have det… Eller at vi gør det lige så godt, som kammeraten, der lige gik glad ud af eksamenslokalet med en flot karakter.
Betyder det, at vi er endt i en præstationskultur, hvor vi alle sammen jagter efter at blive bedre og bedst? Det tror jeg egentlig ikke…
For netop karakterkravene til diverse uddannelser er lave sammenlignet med andre lande og muligheden for uddannelse i Danmark i det hele taget er nemmere end noget andet sted i verden. Men med tidligere undervisningsminister, Merete Riisagers ord, så lider vi nærmere under, at vi har en perfekthedskultur. Du behøver faktisk ikke at få 12, hvis du vil videre med uddannelse, men perfekthedskulturen fortæller os, at det er bedst, hvis du gør det, for så er det netop perfekt. Men hvordan skal vi få oplevelsen af, at noget er perfekt, hvis der aldrig er noget, der er dårligt eller middelmådigt?
Nu sidder der måske faktisk en millionær eller 10 herinde i dag, men hvis vi kigger på den unge generation: Hvor mange herinde bliver så millionærer inden, de er 30? Da jeg spurgte tidligere på året, var der – så vidt jeg husker – én elev, der rakte hånden i vejret.
Sandheden er, at de fleste af os kommer til at leve almindelige liv, med almindelig indkomst, en familie der skal forsørges og det er godt og gennemsnitligt.

Her kommer den anden ting, jeg gerne vil sige til dig:
Du har brug for fællesskaber. Du kan klare noget alene, men du får også brug for andre. Som mennesker har vi brug for fællesskaber, og vi har haft det siden skabelsen. Gud så, at mennesket skulle bruge én at være sammen med.
Nogle gange har du brug for, at der er et andet menneske, der lige giver dig en hestesko, en hånd, så du kan nå det, du ellers ikke ville kunne nå. Andre gange er der et menneske, der tænker anderledes end dig og derfor kan løse en problemstilling, som du ikke selv så løsningen på.
Måske har du hørt den lille fortælling om Palle alene i verden. Om lille Palle, der er helt alene og derfor kan gøre alt det, han vil. Køre i brandbil og spise alt slikket i slikbutikken. Men det, der viser sig at være noget, han bare drømmer, ender i et mareridt, fordi han ikke kan dele glæden med nogen, fordi han er alene.
Vi har brug for andre mennesker. Vi har brug for at dele vores glæder, sorger, bekymringer og tanker. Nogle har det mere end andre – men vi har alle brug for det.
Vi har også brug for hinanden, fordi vi har behov for at kunne spejle os i andre mennesker. Og forstå os selv i forhold til andre mennesker – og derigennem lære at være sammen med andre mennesker. Det betyder nogle gange, at vi må trække os tilbage og sige: Din tur. Du bestemmer. Hvad synes du? Hvad vil du gerne?
Udfordringen for os alle sammen – både unge og voksne – er, at det kan være rigtig svært, når vi samtidig er bundet op af perfekthedskulturen. For med den følger også lysten til, at jeg skal gøre det så godt for mig selv som muligt. Føromtalte Merete Riisager har sagt følgende:
”Vores oplevelser, vores følelser, vores rettigheder og ønsker for, hvad det gode liv er, skal gerne have så meget plads som muligt. Vi vil hver især definere vores egne liv lige fra hvad vi tager på af tøj på kroppen om morgenen til hvad det gode arbejdsliv er, og hvad vi vil have at spise. For den enkelte kan det være en gevinst at få lov at definere sit eget liv og sin egen ramme, men for fællesskaberne, kan det komme til at udgøre et bombardement af krav og forventninger, der sætter selve fællesskabets rammer under pres.”

Kære elever. Jeg er så lykkelig for, at I har valgt at bruge et år på efterskole, som på mange måder har været et definerende år for jeres liv. Her ved jeg, at I har mærket, oplevet og stået midt i, hvad det vil sige at være en del af et fællesskab. I har arbejdet med og erfaret, hvad der sker, når vi giver hinanden plads. Når vi træder et skridt tilbage og lader en anden komme til. Tak fordi, vi har fået lov til at være med i den proces, og tak fordi I på den måde er med til gå forrest i jeres generation og holde fast i, at vi har brug for fællesskaber. Jeg håber, at I tager det med jer, at I ikke bare har fået venner – dem som I nemt kan være sammen med. Men at I også har fået fællesskabet med jer. Der, hvor vi også kan være sammen med dem, som du ikke lige klinger med, men stadig respekterer og holder af.
Og tak, fordi du med dit år på efterskole også har oplevet, at ikke alt behøver at være perfekt. Som skole er vi ikke perfekt. I er ikke perfekte. Skoleåret har haft bump, og selvom det har været godt, og vi ikke har lyst til at slippe det lige nu, så har det ikke været perfekt. Du har også kigget over på din rumbo om morgenen på vej til morgenløb og tænkt: ”Du er da ikke gået efter det perfekte look her til morgen…” Tak, at du har været med til give os et sted, hvor man ikke behøver så meget facade – hvor man ikke behøver at være perfekt. Det er mit håb, at du tager det med dig i livet, at alt ikke behøver at være sådan. For nogle af os bliver det en livslang proces.
Og for os er det godt at huske på, at der faktisk kun er ét menneske, der nogensinde har været perfekt, og det er Jesus. Det betyder, at når vi selv er et sted, hvor vi føler os så uperfekte, at det bliver for meget for os, så kan vi hente kraft, kærlighed og omsorg hos ham, som gik så langt, at han ville give alt for, at vi – hvor utilstrækkelige vi end føler os, bliver perfekte i Guds øjne.
Præcis som det var for den kvinde ved brønden, som var den første, der hørte vores skoleord: ”Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste.” Hun følte sig bestemt ikke perfekt – for folk så endda ned på hende, men hun fik lov til at blive kigget på med Jesu kærlige øjne.

Vi siger på FE: Bliv til den, du er skabt til at være. Og det er jo ikke taget helt ud af det blå: Det er sådan Gud ser på os. Du behøver ikke at stræbe efter at blive til ”Noget”, for du er allerede ”nogen”. Og det er mega-spændende, hvem det så er, du er. Det er jagten på det gode liv.

Og det kan nemt lyde som et kapløb om, hvem af os, der klarer det bedst i livet. Men jagten på at finde ud af, hvem du selv er, er noget helt andet end det: Det er en jagt – en spændende proces – der er fyldt med mening.

Og kære ungdom, kære elever, jeg beder om Guds velsignelse over den meningsfyldte proces resten af jeres liv.

Anders Østerby, juni 2022