Til en positiv, hjælpsom, opfindsom, overbærende, modig og taknemmelig ungdom

Kære alle!

Så er vi her igen. Græsset er grønt, det er nyklippet. Vejret er fint, måske kigger solen frem. Det er sommer. Vi er på FE – og meget minder om dengang tilbage i august, 2020, da vi var samlet netop lige her til begyndelsen på et helt nyt skoleår. Men alligevel er vi et helt andet sted. Der er meget, der er forandret! Der er sket små og store forandringer i dig. Indeni og udenpå. Din far har fået mere gråt hår, mens din mor naturligvis ligner sig selv.

Men skal vi tage den op på den helt store klinge, så er det faktisk ikke bare dig, der er forandret. Verden er forandret. Tilbage i august anede vi ikke, hvad vi gik ind til. Og sidste år i juni, stod forstandere som mig over hele landet og holdt taler om, at sidste skoleår havde været noget helt særligt og noget, vi aldrig havde prøvet før. Og det var jo rigtigt, men de mest naive af os håbede nok, at det så også var det, og vi havde alligevel ikke forestillet os, at skoleåret 20/21 i den henseende ville blive endnu vildere.

Men det blev det…

Skoleåret 20/21 blev vildere på godt og ondt. For det første mærkede vi jer, kære elever, som en flok unge mennesker, der i særklasse har mod på og lyst til livet og masser af fællesskab. Det mærkede vi med det samme, helt tilbage i august, måske fordi I alle ankom til skolen i skyggen af et nedlukket forår. I havde masser af mod på at være sammen, lære hinanden og fællesskabet at kende. Og tak for det. Vi synes, at I har været et exceptionelt godt elevhold. Positive, hjælpsomme, opfindsomme og dejlige at være sammen med. I har også været overbærende, modige og utroligt taknemmelige. Og netop de egenskaber, fik I hurtigt brug for, da FE første gang i skoleåret trak overskrifter i aviserne og blev én af de første skoler til at lukke ned dengang tilbage i september.

Hvad kunne vi som skole have gjort, hvis I ikke havde været alle de gode ting: Positive, hjælpsomme, opfindsomme, overbærende, modige og taknemmelige? Ikke ret meget. Og på den måde har I været lysende eksempler på det, vi allermest har brug for af hinanden. Tillid.

Vi kan aldrig gennemføre et skoleår uden, at vi har tillid til hinanden. Men skoleåret 20/21 har haft et endnu større behov for netop det.

Måske kan I huske en lille historie, jeg fortalte tilbage i august, om de to søskende, Hans og Besse, der tilbage i 1913 tog den på cykel fra Pisa i Italien til Kerteminde på Fyn, 2400 kilometer på grusveje. De to havde om nogen brug for deres forældres tillid. Tillid til, at de godt kunne klare turen. Tillid til, at de kunne hjælpe og støtte hinanden. Tillid til, at de mennesker, de har mødt på deres vej, ville hjælpe dem – og ikke det modsatte. Og de to, bror og søster har også været nødt til at have en enorm tillid til hinanden.

På trods af vores lille deroute i september, så havde vi et fantastisk og coronafrit efterår. Tingene gik vores vej. Og vi havde store oplevelser sammen – på trods. Hvilke andre FE-elever end jer kan sige, at I var med til det første FrølleEvent? Ingen. Hvilke andre FE-elever kan sige, at de lavede drive-in adventsmarked. Ingen: Det er kun jer. Ja, der var restriktioner, men vi gjorde det – på trods. Og midt i alt det mærkede vi forventningerne stige. Der blev bygget på fællesskabet. Vi lærte hinanden bedre at kende. Vi klarede den sammen – og vi STOD sammen. Og imens stod I som forældre på sidelinjen (for I kunne ikke komme ind på banen så at sige…), og I bakkede os op, som var I nogle roligans med flag og klaphat - i en stærk forventning til alt det gode, der var i vente og til de endnu større oplevelser, der ventede. Sammen gik vi med forventningen om, at vi skulle køre sejren helt hjem i et skønt forår med masser af oplevelser og normalitet. Og det var sådan, vi gik på juleferie. Høje på fællesskab og med en fornemmelse af, at alle I kære elever var ved at være der – at samspillet mellem jer var ved at være på plads, og at I hver især var ved at opdage, at der var en plads også til dig. Men lige der – på et kritisk tidspunkt – forsvandt benene under os, og vores fællesskab måtte for et øjeblik falde til jorden i endnu en corona-nedlukning.

Hvor var vi glade for, at vi på det tidspunkt vidste, at vi kunne have tillid til jer – at vi kunne have tillid til hinanden. Og hvor var vi glade for, at vi allerede vidste, at I som mennesker er positive, hjælpsomme, opfindsomme, overbærende, modige og taknemmelige.

For vores fællesskab og sammenhold stod pludselig overfor en enorm prøvelse.

Mange af os har i den seneste tid været taknemmelige for, at vi har kunnet sige, at corona og alle de konsekvenser, det har ført med sig ”ikke har været nogens skyld”. Alt det, der er sket, har været en række af begivenheder, som ingen af os har kunnet styre. Og sådan er det jo ofte med livet, vi kan ikke altid vælge, hvad der sker, men vi kan vælge, hvordan vi forholder os til det, der sker.

Hvordan har I så – kære elever – forholdt jer til det, der er sket? Der er to reaktioner, jeg vil fremhæve:

1. Den første reaktion:
   Hvor var det fedt, at I strejkede fra skole – sagde ingen forstander nogensinde. Men jo, det gjorde jeg – og det gjorde alle ansatte på FE dengang tilbage i slutningen af februar, da nedlukningen blev forlænget, og I kaldte hinanden og andre efterskoleelever til kamp. For anden gang trak FE overskrifter. TV Syd, TV2 Nyhederne, Radioens P4, mange læserbreve og en masse opfindsomheder på Facebook med videoer og billeder strømmede ud fra jer. Lige der viste I, at I er opfindsomme, hjælpsomme og opbakkende overfor hinanden. Og I viste allermest, at I er modige og I turde gå ind i kampen for at lade jeres stemmer og jeres generation blive hørt. Vi var – hvis I ikke har opdaget det – meget stolte af jer.
    
2. Den anden reaktion:
   Et par af jer blev for nylig interviewet til avisen, og den ene af jer sagde det her om et specielt efterskoleår: ”Jeg har især lært at se positivt på tingene. Selvom der har været mange ting imod os, så har vi set, at det er muligt at skabe fede alternativer, som har været med til, at vi har fået det bedste ud af året. Vi har fået frataget noget af vores tid her på skolen, men vi har stadig fået skabt et stærkt bånd til folk, og det bliver svært at skulle sige farvel lige om lidt.”
   Jeg blev bare så glad, da jeg læste det, for det viser, at der kom noget godt ud af det på trods. Og så viser det om jer, at I virkelig ER positive, overbærende og taknemmelige.
   Og nu var det så én af jer, der sagde det til avisen, men det er præcis den oplevelse, vi har mærket fra jer som samlet hold.

Nu har jeg rost jer rigtig meget for alle jeres gode egenskaber!

Kommer der så et men? Nej, ikke i dag. Har der været et men? Jada, det er der altid, når mennesker er sammen og skal have fællesskaber til at fungere. Og vi har brug et men, vi har brug for de ting, som vi slår os lidt på, hvor vi støder sammen og bliver klogere. På hinanden og på fællesskabet. Det er jo også alle de trælse ting, der er med til at danne os som mennesker og som er med til, at vi lærer hinanden at kende på godt og ondt.

Vi har haft et skoleord i det forgangne år, som har været et stærkt pejlemærke ind i netop det:

Fra Johannes-evangeliet, kap. 14: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen.”

Jesus taler til disciplene her på baggrund af de ting, oplevelser og gerninger, de havde haft sammen indtil da. Og hvad var det Jesus havde brugt allermest tid på? Hvad var hans gerninger? Han bad, han tjente andre, han tog sig af andre – og han elskede andre.

Jeg har været glad for det som et pejlemærke i det forgangne skoleår – at det er vores opgave at gøre som Jesus: At bede for andre. At tjene og tage sig af andre – og at elske andre. Det tror jeg, vi har haft mere brug for end nogensinde – og jeg tror, at de her vers fra Bibelen har lagt en kærlighed ind i vores hjerter og dermed sat sit præg på, hvordan vi har set på hinanden i det forgangne år.

Skoleåret 20/21 er ved at være slut.

Ikke flere jokes om Noahs roulader eller Jeppes spraglede skjorter. Ikke flere elever, der bliver vækket af Niklas i den blå traktor eller griner, når Ayan spørger, om det er var 2 frikadeller, han måtte tage. Det er ved at være slut, men det er også sådan det skal være. I skal videre – de fleste af jer, i hvert fald. I skal ud i livet. Lige nu virker det FE som det bedste sted at være. Men sådan er det ikke for evigt. I er unge mennesker, og I skal videre. Og det er OK! Og så er det godt, at I har jeres mod!

I ”Brødrene Løvehjerte” af Astrid Lindgren, er der et afgørende moment, hvor Jonatan skal ud på en livsfarlig mission. Karl bliver vred og ked af det. Han kan ikke forstå, hvorfor Jonatan skal afsted. Han kunne jo lige så godt sidde hjemme bålet og have det godt.

Jonatan svarer: ”Der er ting, som man er nødt til at gøre, selvom de er farlige for “ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort”.

I kan heller ikke blive her ”omkring bålet” og hygge jer. Der er ting, I skal ud og gøre, også selvom de kan virke uoverskuelige, ubelejlige eller måske ligefrem farlige. I skal ud og gøre de ting – for I er ikke nogle små lorte... I er rigtige mennesker. Dejlige mennesker, elsket af Gud – så gå nu ud i livet og giv hans kærlighed videre.

Anders Østerby, juni 2021