Forstanderens tale ved afslutning på skoleåret 22/23

Kære elev på Frøstruphave Efterskole

Så er efterskoleåret 22/23 uigenkaldeligt ved at være slut. Måske er det ved at gå op for dig? Måske går det først op for dig i morgen. Måske kæmper du med alt, hvad du har for at fortrænge det!

Jeg ved, at mange har haft en dejlig og hyggelig nat – for nogle få stoppede den aldrig…
Jeg vil sige, at for mig var aftenen i går en helt vidunderlig og dejlig afslutning på et godt efterskoleår. Det var dejligt at få en sidste mulighed for at snakke med jer, grine med jer og ikke mindst mødes i kirken sammen med jer – i taknemmelighed til Gud over… ja, mange ting: Fællesskabet, vi har haft, oplevelserne, minderne, grinene, nederlag vi rejste os fra, sejrene,  – og meget, meget andet – og allermest:
Det, at vi nu i et år, sammen, er gået i flok efter ham, som siger, at Han er Verdens lys – sådan – at selv, når vi har syntes, at det var mørke, vi bevægede os i – så har vi haft lyset fra Jesus at gå efter.

Vi står altså ved afslutningen på noget – eller sagt på en anden måde:
Du nåede toppen af bjerget med den flotte udsigt!
Måske kan du huske tilbage til august, hvor jeg sammenlignede et efterskoleår med en tur op ad en trappe på 1260 trin, som Inge og jeg tog i Thailand. Ja, jeg ved faktisk, at mange af jer kan huske den historie…

Men i dag, en skøn sommerdag i juni, ved du meget mere om, hvad det var, der blev op ad bakke for dig. Hvad det var, der fik dig til at svede. Hvilke udfordringer, der stod i vejen for dit gode efterskoleår.

Jeg lovede dig en flot udsigt oppe på toppen: Dengang i august sagde jeg endda sådan her: ”hvor er det fantastisk at stå der på toppen af fællesskabet sammen og kigge ud over det smukke landskab af alt muligt godt, vi har sammen.”
Det var faktisk noget af et løfte – og kunne det så leve op til det? Ja, nu kan vi jo i stedet for at love og forudsige i stedet reelt stille dig spørgsmålet: Kunne det så leve op til alle løfterne?

Og hvornår var det egentlig, du synes, du nåede toppen? Var det, da vi lavede musical, da vi var i Frankrig, i en tysktime eller bare en helt almindelig hverdagsaften i marts? Eller var det i aftes i en tætpakket kirke, forenet i lovsang?

Hvad så du deroppe, på toppen af fællesskabet? Var det egentlig, som du forventede – eller var det helt anderledes? Blev du skuffet eller overrasket? Du har – ligesom alle andre – haft masser af tanker om, hvordan det ville være og blive, og når man så står midt i det, kan det nogle gange være svært at få alle de indtryk med, som man gerne ville. C.S. Lewis, forfatteren, har engang sagt, at ”Nuet er det punkt, hvor tiden rører ved evigheden”

Jeg tror og håber, at du har haft mange gange i løbet af det seneste år, hvor du har haft en mere eller mindre bevidst følelse af, at *lige der* var du til stede i et nu og et fællesskab, hvor det ikke bare var noget midlertidigt og slet ikke ligegyldigt, men i stedet betydningsfuldt, vedkommende og med et glimt af evighed. Det kan have været ved vandautomaten eller over kaffen i spisesalen – det kan have været gråt vejr og hverdag, men alligevel noget, hvor du har kunnet stå på kanten – i nuet - og nyde den smukke udsigt af fællesskab og venskab.

Så kan man spørge, hvad lærte du deroppe? hvad tager du med dig – deroppe fra toppen af fællesskabet med den smukke udsigt?

Jeres svar på det vil være mange, nuancerede og forskellige – og jeg håber, at nogle af svarene vil handle om, at du tager med dig, at du har lært noget om, hvad fællesskab er og kan. Og ikke mindst: At fællesskabet kun er et fællesskab, hvis du deltager i det. Fællesskabet er ikke et fællesskab, hvis du ikke er med i det.

Og det er vigtigt, for rigtige, sociale, fysiske, nærværende fællesskaber er under pres. Det er det på mange måder og på mange fronter. Apple har lige lanceret deres Vision Pro – en maske man kan iføre sig og leve sit liv igennem, i ren digital kontakt og perception af verden.
Og… uden, at der skal gå dystopi i den, så er realiteten bare, at vi bliver nødt til at overveje, om vi vil gå i en retning, hvor vi som menneske smelter mere og mere sammen med maskiner?

Derfor vil jeg ønske jer tillykke, kære elever, fordi I valgte at gå ad den lange trappe til toppen af fællesskabet – i en meget fysisk verden, hvor I i den grad har været hinanden nær, lært af og om hinanden – og ikke mindst om jer selv.

Og så skal du jo ned af trappen igen… forstået på den måde, at nu er FE 22/23 slut. Nogle af jer skal hele vejen ned og ud og opsøge nye bjerge, der skal bestiges. Andre skal tage turen op ad trappen igen til august.
Hvad gør du, når du kommer ned?

Ja, først og fremmest, så håber jeg, at du tager noget af alt det gode med dig videre i livet – alt det, du lærte om at være i et fællesskab – og om dig selv.

Jeg håber også, at du tager med dig, at du er nogen og ikke noget. At det er godt at kunne noget i livet, men det er lige så vigtigt, hvem du er. Der skal være en balance mellem den du er, og det du kan, så dit liv ikke kommer til at styre efter, hvad du kan.
Du har set det og hørt os sige det: At vi håber, at du var, er og vil være i en proces, hvor du er i gang med at blive til den, som Gud har skabt dig til at være.

Og husk så for øvrigt, at det er en proces, der varer hele livet – og derfor vil jeg også sige til dig, som er ung og på vej ind i livet: Du har go’ tid. Der er alt for mange og alt for meget, der gerne vil pace dig frem, men som Peter Plys vist har sagt: ”Hvis du ikke ved, hvor du skal hen, så er der ingen grund til at skynde dig…” Måske har du en idé om, hvor du skal hen – måske har du ingen anelse, og det er OK. Du har go’ tid.

For livet er ikke nødvendigvis en perfekt karriereplanlægning, hvor du hele tiden forcerer nye trapper opad mod tilsyneladende uopnåelige mål, højere og højere, bedre og bedre. Livet er også det uperfekte, det der går galt, det som skuffer – og alt det almindelige og hverdagsagtige indimellem, som går langsomt og som virker planløst, men som er: livet.

Men der ER alligevel et mål i livet, som er det, jeg allermest ønsker mig, at du tager med videre: Det er et mål, som Jesus fortæller om til sine disciple, når han siger:
”I min fars hus er der mange boliger”. Gud har gjort en plads klar til os. Det ultimative fællesskab, som vi mærker, når nuet rører evigheden.
Det er Jesus, der har vist os vejen. Det er ham, der har gjort vejen til det mål klar – og vi skal følge efter ham – I vores skoleord siger Jesus:
»Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.«

Det er et kæmpe løfte, som vi, som du kan stole på. Både i din fremtid, når der bliver mørkt – men som vi også i året, der har gået, kan mærke at vi har kunnet navigere efter sammen – Jesus, som vejviser og verdens lys.

Kære elever. Jeg har igennem det her år flere gange fortalt jer om ”gode historier” fra verden omkring os. Positive nyheder om, at det også ofte går godt i verden. Og jeg har vist jer smukke steder fra jordkloden, som vi kan drømme om og måske engang besøge og opleve.
I dag vil jeg sige til jer: I er en god historie. Og hvor I er – er et smukt sted i verden.

Tak for i år.

Anders Østerby, juni 2023