Den gode 2'er

Frøstruphave, 28. juni, 2024

Kære elever og forældre!

Tilbage i august – da vi var samlet her i hallen, forestillede jeg mig i min tale, hvordan I alle sammen hvert jeres sted i landet gjorde klar til at køre mod Frøstruphave. Og jeg sluttede talen med følgende:

”Hvis dagen i dag [altså dengang tilbage i august] og jeres individuelle historier og tidsforløb var en film, som smeltede sammen, da vi mødtes her i dag, ja, så var den altså ved at være slut: En åben slutning, hvor vi er spændte på, hvad der sker. Men lad os omskrive manuskriptet lidt og i stedet indarbejde en cliffhanger i slutningen af den første film, hvor vi alle sammen spændt venter på 2’eren.
Der hvor vi får at vide, hvad der skete, da de så alle sammen mødtes på Frøstruphave.
Og den film, den begynder nu.”

Ja, den film altså ”2’eren” begyndte så der i august – og den slutter i dag d. 28. juni. Og hvad blev det så for en film? Og kan en 2’er overhovedet være go’? 

”Cars” – den med lynet McQueen - var fx en fænomenal film. Men Cars 2… jeg ved ikke rigtig. Den anden udgave af en go’ film har ofte et dårligt ry, men sådan er det ikke altid. Og sådan var det heller ikke med skoleåret 23/24.

Men er der overhovedet eksempler på film, hvor 2’eren var bedre? Ja da. Tag nu bare fx ”The Dark Knight”, efterfølgeren til Batman Begins, og Christopher Nolans mesterværk af en film fra 2008 om Batman, der står overfor den mildest talt gale forbryder, Jokeren.

På et meget dramatisk tidspunkt i slutningen af den film, siger figuren Rachel Dawes ordene: ”The answer is yes” – svaret er ja, og kære elever, I har i den grad sagt ja. Ja til hinanden, ja til os voksne, ja til skolen, ja til fritiden, ja til aktiviteter. I har sagt ja til fællesskabet. Næsten uanset, hvad vi har spurgt jer om eller bedt jer om, så har svaret været ja. Jeres positive indstilling har betydet rigtig meget. Og jeres vilje til at sige ja til hinanden i fællesskabet – ikke bare til de få, men til de mange, har gjort en verden til forskel og sat sit tydelige præg på skoleåret.

Bevares, nu lyder det jo som om, at vi i et år har svævet på en lyserød sky uden problemer – og det er jo nok ikke helt rigtigt. Der har selvfølgelig også været bump på vejen, og mon ikke også du, kære elev, engang imellem har ønsket én eller flere af os medarbejdere langt væk? Fx når vi har diskuteret om mobiltelefoner? Jeg tror, det har været sådan, men det har også meget ofte været med den der følelse af, at selvom vi har været uenige, så har der været en gensidig respekt og et ”men vi kan jo godt li’ hinanden” alligevel. Eller sagt med Jokerens – lidt ekstreme - ord: ”I don’t want to kill you! What would I do without you?” Jeg vil ikke slå dig ihjel – hvad skulle jeg gøre uden dig? I ved, sådan et had/kærligheds-forhold…

Så vil nogle af jer måske sidde og tænke: Ah, er det ikke lidt for langt ude at hente sammenligninger med en mørk superheltefilm med vanvittige figurer indover et efterskoleår? Jo, måske – men så skulle du prøve at tilbringe et år med 123 teenagere, hvoraf en stor del af dem har været drenge. Der sker vanvittige ting. Det ene øjeblik kan der være fred og ro, det andet hører du en flok drenge skrige de mest forrykte lyde, noget springer i luften, hår bliver klippet af, skøre pranks bliver praktiseret og så er jeg ikke engang begyndt at fortælle om, hvad pigerne kan finde på!

Men som Batmans gamle butler siger om Jokeren: ”Some men just want to watch the world burn” – Nogle mænd/mennesker ønsker bare at sætte verden i brand. Måske har man ikke oplevet teenageres sande galskab, før man har sat dem sammen på en efterskole.

Så går det anderledes stille for sig i en anden rigtig god 2’er fra filmens verden, nemlig Toy Story 2. Disney Pixars banebrydende animationsfilm fra 1999, som efterfulgte Toy Story 1.

Woody – cowboydukken – er i problemer, og hans venner, ledet af Buzz Lightyear, tager ud på en farlig mission [var der nogen, der sagde ”mod det uendelige univers”?] for at redde Woody.

Det ville nok være forkert at kalde skoleåret 23/24 for en ”farlig mission”, men det er værd at huske på, at ved at komme her og sige ja til fællesskabet, så satte du noget på spil. Du satte dig selv på spil. Du risikerede noget. Du var modig.

Og jeg tror og håber, at hver eneste af jer i dag kan sige, at I fik noget ud af at risikere alt det. Og jeg er også helt sikker på, at mange af jer vil kunne sige meget af det samme: At du blev klogere på dig selv, du blev klogere på andre, og du blev klogere på fællesskaber. Og alt det får du brug for i livet for at kunne være noget – ikke bare for dig selv – men også for andre.

Tak, at du turde kaste dig ud i det – tak fordi du var her – men også tak fordi du også så ofte gjorde noget for andre.

Det bliver noget af en rejse for Buzz Lightyear og vennerne at redde Woody, og de støder på en masse problemer undervejs. Sådan tror jeg også, det indimellem har været for dig undervejs i skoleåret 23/24. Men at du sidder her i dag betyder, at du ikke bare gav op eller løb din vej den dag, det hele blev svært. Du kom igennem det svære, du tacklede problemer, for dig selv eller sammen med andre, og det vil jeg gerne ønske dig tillykke med.

Måske er det også netop derfor – fordi du også har været igennem det svære sammen med andre, at du i dag kan sidde med en vished om, at du har venner, som du kan stole på, ikke bare i medgang – men også i modgang. Og tænk, sådan nogle venner er ikke bare flygtige – dem kan du regne med - også i fremtiden. Sådan er det også for Woody og Buzz.

Da Woody og Buzz Lightyear er blevet genforenet i slutningen af filmen, spørger Buzz Woody, om han ikke er bekymret for det der, som er legetøjets største frygt: At Anders/Andy skal vokse fra dem? Nej, nej, siger Woody – for når det sker, så har jeg gamle Buzz Lightyear til at holde mig med selskab – i det uendelige univers!

Og apropos evigheden, så er der en 2’er, der måske er den bedste af dem alle. Det er 2’eren i Bibelen – Det Ny Testamente.

Selvom vi sammen i løbet af året har dykket ned i Bibelen, og dagligt har læst centrale dele af Bibelen – også i det Gamle Testamente, så har et særligt bibelvers fra Det Ny Testamente alligevel stået som overskrift for det forgangne år, nemlig vores skoleord fra Johannesevangeliet, kapitel 3, vers 16:

For således elskede Gud verden, 
at han gav sin enbårne søn,
for at enhver, som tror på ham,
ikke skal fortabes, men have evigt liv

Man skal såmænd ikke læse så meget i det, man kunne kalde 1’eren, altså Det Gamle Testamente, før det står klart for én, at der i den grad er brug for en 2’er.

Syndefaldet, Syndfloden og en lang række af konger, der mest af alt er elendige, viser med al tydelighed, at mennesket har brug for noget, der kan skabe fred mellem Gud og menneske.

En superhelt, der som Batman eller Buzz Lightyear kommer og redder verden, måske? Jo, såmænd, men så lige med et plot-tvist over dem alle. Superheltens far skal ofre sin søn til døden - for at slette alt synd og genoprette freden.

Så meget elsker Gud verden. Så meget elsker Gud os. Så meget elsker Gud dig – og så meget ville han gøre, for at han kunne være sammen med os i evigheden.

Og vi har brug for den kærlighed, og vi har brug for Jesus. På trods af alle vores gode intentioner, så står vi magtesløse uden ham.

I USA har burgerkæden In-N-Out valgt at trykke Johannes 3-16 i bunden af deres sodavandskrus. Ikke for sjov, men fordi det er vigtigt for dem. Direktøren, Lynsi Snyder, fortæller, at hun fandt Gud, efter en mørk tid i hendes liv:

“Jeg fandt omsider ud af, at den dybe længsel og det hul, der er i mit hjerte, kun kan blive fyldt af Jesus og den identitet, jeg får igennem ham.”

Gud har en plan, og vi ser den også op igennem 1’eren, Det Gamle Testamente, men det står også meget klart, at hvis vi skal finde frem til løsningen, ja så bliver det helt nødvendigt med den 2’er – for det er først i den, at den helt store forløsning kommer.

Det er min bøn og mit store håb, at netop det også er blevet stort for dig i det forgangne år, fordi det er kæmpestort for det enkelte menneske, at Gud elsker dig så meget, at han ikke ønsker fortabelse, men evigt liv for netop dig.

Og for os: Og det er en kæmpe pointe, at vi som mennesker også må opleve det budskab i fællesskaber. Også her har vi brug for hinanden til støtte, opmuntring og påmindelse om, hvad det er, der er vigtigt for os.

Vi havde en fantastisk stund med afslutningsgudstjeneste på lejren i aftes. Vi fik lov til at opleve et rum fyldt af Guds ånd. Og lige der mærkede vi, at vores fællesskab ikke bare er stærkt pga. gode menneskelige relationer.

Fællesskabet er også stærkt på grund af en fælles relation til Gud. Kærlighedens Gud, vel at mærke: Som elskede os så meget, at han gav sin søn for os, så vi ikke skal gå fortabt, men have evigt liv.

Tak for skoleåret 23/24!

Anders Østerby, forstander