Ro eller retning?

Frøstruphave, 27. juni, 2025
Kære elever og alle jer, der sidder her i dag, og som på hver på jeres måde har været en del af skoleåret 24/25!
Velkommen til afslutningsfest for skoleåret! En stor dag, en trist dag. En dag, hvor vi ikke kun afslutter noget, men også står i overgangen til noget nyt! Sådan er livet fyldt af overgange til noget andet, end det, der var. Sådan var det tilbage i august, sådan har det været i mindre grad, men alligevel utallige gange i løbet af året, og sådan er det i dag.
Og når man står der i overgangen til noget nyt, kan vi godt blive fyldt med angst. Og her tænker jeg ikke på et reelt angstanfald, men bare den der gammeldags angst, den grundlæggende menneskelige følelse af, at der er noget, der gør mig utryg eller skræmmer mig. Den slags angst.
Søren Kierkegaard, den danske filosof, skrev engang, at angst er frihedens svimmelhed.
At det, vi tror skræmmer os, ikke nødvendigvis er at tage et forkert valg, når vi står overfor noget nyt – men det er i stedet åbne, uvisse og frie valg, der gør os angste. Det valg, hvor der ingen faste rammer er. Det valg, hvor ingen fortæller os, hvad vi skal.
Og derfor, sagde Søren Kierkegaard, længes mennesket ikke bare efter frihed – men efter retning.
Jeg husker ikke som sådan, at nogen af jer har spurgt os eller i hvert fald mig direkte: “Kan du give os mening med livet?” eller ”Kan du fortælle os, hvilken retning, vi skal gå i livet?” Men I har måske alligevel spurgt og stillet gode spørgsmål på jeres egen måde. I jeres larm. I jeres rod. I jeres latter. I jeres gråd, dans og samtaler.
Og måske har vi voksne nogle gange overset det gode spørgsmål, der lå bag, når en familie igen ikke havde fået ryddet op fra morgenen af. Eller når to personer, vi lader være unavngivne her, igen kom for sent hjem fra gåturen op til godnat. Eller når to piger slog en latter op på et tidspunkt, hvor alle andre ellers var stille.
Eller – og det er måske mit yndlingseksempel: - Al den småsnak, der har været hver eneste gang, vi skulle have ro i spisesalen. Oh, my! hvor har vi ventet meget på ro. Hvis ikke der sammenlagt er gået dage med det, så er der i hvert fald gået timer af skoleåret med det. Men måske lå der et spørgsmål i det, som vi voksne overså? Måske tyssede vi på en samtale, hvor I ledte efter meningen med livet?
I hvert fald kan vi konkludere, at det ikke er jer, der med jeres handlinger, har bedt om ro.
Men jeg tror, I har bedt om retning.
Og det har været godt og smukt at følge igennem et helt år.
Vi begyndte med at synge “Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”, en sang, der taler om, at vi har fået et lod – et stykke af livet, som er vores ansvar.
Det er sådan et fint, enkelt og godt billede: At vi – hver især – har fået et lille hjørne af livet. Et område at virke i. Et menneskeliv. En mulighed.
Det er dit lod. Ikke hele verden, men et stykke af den.
Og hvad gør man med så med det ansvar?
Sangen siger:
“jeg bruger det pund, mig blev givet, at fylde med hæderligt virke min dag, at hjælpe og værne om den, som er svag, at elske – thi deri er livet.”
Det har jeg oplevet, at I har gjort.
I har elsket. I har båret hinanden. I har lyttet. I har taget springet.
I har været fjollede, kloge, frustrerede, levende.
I har fyldt jeres egne og hinandens dage med liv.
Og I har, med jeres helt egne stemmer og nogle gange på jeres helt egne måder, spurgt:
Hvad er det egentlig, mit pund skal bruges til?
Mine evner, min tid, min plads i verden?
Hvad i livet er værd at engagere sig i – med både hjerte, kræfter og mod?
Det blev måske ikke tydeligere end på vores tur til Frankrig, at noget der altid vil være værd at investere sit lod i, er fællesskabet.
Måske kan nogle af jer huske, at jeg tilbage i august talte om den der canyoning-tur, jeg havde været på, og at jeg afslørede, at det var noget, vi skulle prøve sammen – og at det ville blive sjovt og måske lidt vildt!
Og det blev det.
I hoppede i vand, I gled over sten, I rystede lidt i kulden – men gjorde det alligevel.
Nogle sprang fra højt, højt oppe, andre fra et lidt lavere plateau – men ingen sprang alene.
I var der for hinanden. I jublede af og med hinanden.
I guidede hinanden: “Sæt foden dér!”
I opmuntrede: “Du kan godt!”
Og måske blev det allertydeligst for de af jer, som også prøvede det der, man kalder Via Corda. Hængende over afgrunden, 40 meter oppe, kun holdt af en karabinhage og jeres makker – da mærkede man tydeligt, at man har brug for fællesskabet, og så mærker man noget andet også:
Vi har brug for nogen, der går foran.
Vi har brug for nogen, der bliver ved siden af.
Vi har brug for retning og tryghed – på samme tid.
Og dét, kære elever, er et godt billede på fællesskab.
Og det er et godt billede på tro.
Og på det, vi har forsøgt at give jer i år.
Derfor har det givet god mening med årets skoleord som en slags overskrift for det hele:
“Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig. Jeg sætter mit liv til for fårene.” (Joh 10,14-15)
Jesus siger ikke bare, at han er en vejleder, eller en underviser, eller en inspirator.
Han siger, at han kender dig.
Og at han går foran dig.
Og – allermest radikalt – at han sætter sit liv til for dig.
Det er ikke bare flot og poetisk. Det er også sandt, brugbart og virkelighedsnært.
For vi har brug for nogen, der kender os, som vi er.
Ikke som vi burde være.
Ikke som vi prøver at være.
Men som vi er.
Når du står i livet – ikke på kanten af en klippe med 40 meters frit fald under dig - men på kanten af en beslutning, eller måske en overgang til noget nyt – så er det ikke et råd, du har mest brug for eller frihed til at gøre, hvad du vil. Du har brug for en retning, og du har brug for en stemme, du kan stole på.
Og den stemme siger: “Jeg kender dig. Jeg går foran dig. Følg mig.” Det er den stemme, der fuldstændig fjerner frihedens svimmelhed, som Kierkegaard talte om, for du skal ikke det hele selv, der er én, der hjælper dig.
Som efterskole har vi ønsket mange ting for jer.
Vi har ønsket, at I fik venner.
At I lærte noget.
At I fik grin og minder og oplevelser, der holder langt ud i fremtiden.
Men når alt kommer til alt, har vi ønsket én ting mere end alt andet:
At I har fået mulighed for at lære Jesus at kende og vide, at han vil sætte sit liv til for dig.
Ikke som et system. Ikke som en tvang. Men som en mulighed, der ligger foran dig:
Jesus som din ven.
Jesu som din frelser.
Det er derfor, vi står her i dag. Det er derfor skolen findes.
Det er derfor vi har morgenandagter, aftenandagter, bøn, klynger, fokusweekend, lovsang og alt det andet…
Og vi har forsøgt at være ligetil, ærlige og nogle gange sårbare, når vi har talt med jer om det:
For at pege på, at tro ikke er perfekthed, men en retning.
For at pege på, at tro ikke bare er bøn og stilhed, men også mening.
Og derfor – når alt er sagt, når vi har sagt farvel, og den blå bog og mindebogen er læst, og dine forældre og du triller ind i indkørslen derhjemme – så bliver kun det vigtigste tilbage, nemlig den bøn, der slutter den sang, vi begyndte med:
“Og giv mig til sidst et navn, Herre Krist, som er i din livsbog indskrevet.”
Tak, elever!
For at fylde denne skole med jeres lod af liv og latter.
For at stille spørgsmål, der kræver ærlige svar.
For at tage springet – ikke kun i floder, men også i tillid til os og hinanden.
Og for at vise os, at I er klar til mere og er på vej ud i livet.
Gid I må bruge jeres pund, jeres lod i livet, med kærlighed, omsorg og en retning, der peger mod at blive skrevet ind i livets bog.
Tak for i år!
Anders Østerby, forstander