Tale til velkomstfest på Frøstruphave Efterskole, 10. august 2021, skoleåret 21/22

Der findes et utal af store begivenheder, som går over i historien. Ting, som enten bliver husket, fordi de var noget særligt i sig selv. Eller ting, der får afgørende indflydelse på en historisk udvikling. Sådan kan vi se tilbage i historien og udpege centrale begivenheder og beslutninger, og vi kan analysere os frem til, hvad der udløste den ene og anden ting.

Sådan er det også, når vi kigger på noget i mindre skala end verdenshistorien. Nemlig dit og mit liv. Det er også fyldt med begivenheder, som går over i din livshistorie. Ting, som enten bliver husket, fordi de var noget særligt i sig selv. Eller ting, som fik afgørende indflydelse på det ene eller andet i dit liv.

Det er spændende i sig selv, at vi lige nu sidder mere end 400 mennesker med hver vores livshistorie. Nogle vil ligne hinanden lidt, men sikkert er det, at vi hver især har vores helt egen fortælling om, hvem vi er, og hvad vi har med os af oplevelser, familie, baggrund og erfaringer.

Og sådan møder vi i dag hinanden med hver vores historie. Sådan møder I, kære efterskoleelever, i dag hinanden med hver jeres historie. Og nu skal I i gang med at fortælle den til hinanden.

I min sommerferie stødte jeg på en vild fortælling om en helt særlig livshistorie. Det var en spansk familie, som bestod af far, mor og 5 børn. Vi er tilbage i 1930’erne. Faren dør, den spanske borgerkrig bryder ud, og så bliver moren sandelig også syg. Derfor bliver familien afhængige af, at der er andre, der tager sig af dem. Og sådan ender nogle af børnene på et plejehjem, og uden moren ved noget, ender det med, at det yngste barn, en pige som hedder Cristobalina, bliver adopteret af en norsk nødhjælpsarbejder og bliver taget med til Norge for at vokse op der.

Hun lever så sin barndom i Oslo, flytter siden til København, bliver gift med en dansk mand og får tre børn. 25 år efter, hun er blevet rykket bort fra sin familie i Spanien, møder hun så tilfældigvis et spansk par i Danmark, som på mirakuløs vis lykkes med at finde frem til Cristobalinas spanske familie, og hun bliver genforenet med sine søskende og mor.

Forestil dig at være Cristobalina, der efter 25 år står overfor den familie, hun kommer fra, men som nu har en helt anden livshistorie end hendes egen. De har boet i hver deres land, og endda så forskellige steder som Spanien og Norge/Danmark. Og nu mødes de så – en genforening af en familie.

Men har det egentlig været nemt sådan bare at være familie igen efter 25 år? Det melder historien ikke noget om. Men jeg tvivler. Jeg forestiller mig, at der har været meget, der skulle overvindes. Spørgsmål om hvorfor? Sproglige barrierer. Kulturelle forskelligheder. Usikkerhed og måske endda sårede følelser.

Man kan i hvert fald sige, at der har været brug for, at der blev bygget bro mellem to verdener. Der skulle bygges en bro mellem to kulturer og en bro over den kløft af 25 års adskillelse. Og det lykkedes faktisk for dem. Og så ofte før, når det lykkes mellem mennesker, så er det fordi man finder et fælles udgangspunkt. Man finder noget at være enige om. Man finder steder, hvor man er ens (her var de jo familie), eller noget hvor man deler tanker og følelser.

Jeg synes, det er helt vildt spændende, at I nu – kære elever – også skal i gang med at dele livshistorier med hinanden. I kommer hver især med 15-16-17 år, som har udfoldet sig på hver sin måde. Måske er der ikke lige nogen, der er vokset op i Norge og Spanien med hver sin kultur og sprog. Men én kommer fra landet, en anden fra byen. Én interesser sig meget for teknik og motor. En anden måske mere for musik. Hver især har I jeres egen livshistorie med i bagagen. Og nu er det jeres opgave at bygge bro til hinanden. At lære hinanden at kende. At lære hinandens historie at kende.

Det kan være, at du synes, at det lyder svært. Måske endda uoverskueligt. Men her er et godt råd: Det er meget nemmere at bygge bro til et andet menneske, hvis man kan finde et fælles udgangspunkt. Og det er jo faktisk ikke så svært – for I er jo lige netop i dag kommet til det samme punkt i jeres livshistorie: Nemlig, at I skal være elever på Frøstruphave i skoleåret 21/22. I er faktisk en utroligt lille mikroskopisk del af verdens befolkning, der kan sige netop det. Og derfor deler I alle sammen allerede en helt særlig historie. Noget, I er fælles om.

Fællesskab er en overskrift for et efterskoleår. Det tror jeg, de fleste ved af egen erfaring, eller har hørt om. Men det jo mere end bare et smart salgstrick, eller noget, der lyder godt. Det er faktisk noget, vi mener. Vi ønsker virkelig, at du kommer til at opleve et stærkt fællesskab. De små fællesskaber. Det store fællesskab. Og fællesskab med Gud. Men kære elev. Det, du har hørt om: ”Det fede fællesskab på efterskolen”, det kommer ikke bare af sig selv. Det kræver tid. Det kræver arbejde, og det kræver, at vi bygger bro til hinanden. Også til dem, hvor vi ikke lige først kan se, hvordan den der bro skal bygges.

Vi har valgt et skoleord, et vers fra Bibelen, som vi sætter som en slags overskrift for skoleåret. I år har vi valgt et vers fra det fjerde kapitel i Johannes-evangeliet, vers 14, hvor der står: ”Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste.” Det vers kan man sige mange ting om – og det kommer vi til at gøre.

Men lige nu, vil jeg fokusere, hvem det er, Jesus siger ordene til. Han siger dem nemlig til en samaritansk kvinde. Jesus var jøde. Og jøder og samaritanere kunne ikke sammen. Og en mand talte på den tid ikke bare med en hvilken som helst fremmed kvinde – eller omvendt. Men nu står de der – og de møder hinanden ved en brønd.

Og Jesus er en mester i at bygge bro til mennesker. Hvordan gør han? Jo, han finder et fælles udgangspunkt for dem begge. Han har gået langt, der er varmt, og han er tørstig, så han beder kvinden om noget at drikke. Noget så simpelt som det. Men også så effektivt. Jesus bygger bro til hende ved at vise sin egen sårbarhed og behov. Han bygger bro ved at give hende en mulighed for at hjælpe ham. Samtidig rammer Jesus så fuldstændig plet i forhold til hendes behov. For hun er også tørstig. Hun har et svært liv, hvor folk ser ned på hende og ikke vil have noget med hende at gøre. Så hun kender godt til tørst – hun kender til det at savne noget i sit liv – at tørste efter noget. Så når Jesus spørger hende: Vil du give mig noget at drikke, så rammer det samtidig tørsten i hendes eget liv. Og Jesus tilbyder at slukke den tørst. Han bygger bro til hende.

Der var engang en mor med sin lille dreng på 4 år. De var ude og handle fredag eftermiddag. Det har været en lang og hård uge. Der har været fuld fart på programmet. Arbejde, børnehave osv. Og de er trætte. Men der skal købes ind til weekenden, og der skal købes fredagsslik. Barnet er træt. Moren er træt. De vil gerne hjem, men barnet insisterer på at ville hjælpe med at bære. Så den lille dreng får en bærepose med fredagsslikket i. En let og ret overskuelig pose. Og efter ham kommer moren så slæbende, rød i hovedet over de to tunge poser fyldt med varer. Og så 100 meter fra bilen, stopper barnet op og kan ikke klare mere. Posen er tung, synes han. Han orker ikke mere.

Hvad skal moren nu gøre? Hvad ville du gøre? Hvad gør vi egentlig, når vi pludselig står der og skal møde et andet menneskes behov, når vi samtidig har vores egne behov? Har moren en dårlig dag, kunne det være, hun ville sige. ”Nej, hold nu op. Gå nu videre – bilen er lige derhenne. Har du set mine tunge indkøbsposer? Hvis jeg kan, så kan du også! Stop med at græde!”

Men lige den her dag, vælger moren noget andet. Hun bygger bro til barnet og siger: ”Ved du hvad? Jeg er faktisk også træt! Der er en bænk lige der – lad os sætte os og lige spise et stykke slik. Og så siger du bare til, når du er klar”. Og de når lige at sætte sig og tage et stykke slik i munden, og så siger drengen: ”Nu er jeg klar”. Og så går de sammen det sidste stykke til bilen.

I stedet for at skabe en kløft imellem dem med vrede følelser, bygger moren en bro.

Vi oplever alle at stå i en situation som de her. Enten som Jesus og kvinden ved brønden, hvor det er svært at finde et fælles udgangspunkt. Eller som moren og barnet, hvor vi har svært ved at se den andens behov, fordi vi selv er trætte og har vores egne behov. Og jeg kan garantere dig, at det kommer du også til at opleve i det her skoleår.

Og hver gang kan vi vælge at bygge den bro:
”Hej - Vil du hjælpe mig med det her?”
”Jeg kan se, du ser træt ud – er du OK?”
”Har du brug for at snakke?”
”Eller bare helt simpelt, som Jesus: ”Vil du række mig vandet?””

Det er ikke sikkert, at det altid bliver meget nemt for dig. Det er jeg faktisk sikker på, at det ikke gør. Og nogle gange er det ikke dig, der gerne vil bygge bro – men i stedet skal du have øje for, at der kan være andre, der prøver at bygge bro til dig. Hvordan reagerer du på det? Nogle gange går det nok godt – andre gange skidt. Og sådan er det at være menneske – vi kan det ikke til perfektion.

Og det er faktisk en rigtig vigtig pointe: Du har hørt meget om det kommende år i dit liv. Du har hørt meget om, hvor fantastisk det er at gå på efterskole. Og det er det også. Men det bliver ikke et perfekt år. Det bliver faktisk uperfekt. Der bliver bump på vejen, ting, der går galt. Men det smukke er, at på den vej, lærer du en helt masse om dig selv og andre og at være i et fællesskab.

En efterskole, kære elever OG forældre… En efterskole er ikke en lykkefabrik. Vi kan ikke garantere, at du efter 42 uger kan sige, at du svævede på en sky igennem det hele, mens alt gik godt og alt var perfekt – og nu er din lykke gjort! --- for vi er ikke en lykkefabrik.

Men et efterskoleophold er et dannelsesår, hvor vi kan garantere, at du lærer noget om dig selv, andre og det at være i et fællesskab – med hinanden og med Gud.

Så tillykke, kære elev, med, at du i dag har taget en beslutning om at begynde på efterskole. En beslutning, der vil få indflydelse på dit liv og din udvikling – og som med garanti får indvirkning på din livshistorie.

Tak, at vi må være en del af den – vi glæder os sådan til at se det hele udfolde sig i den kommende tid – og dermed velkommen til skoleåret 21/22!

Anders Østerby, forstander