Velkommen til skoleåret 20/21

Kære alle!

Min sommerferie fandt sted i Danmark. Jeg var på en ”meget” eksotisk rejse til Lolland, Falster, Møn, Langeland, Sydfyn og andre øer. Og nogle gange, når man er på ferie, så husker man de store ting. De vilde naturoplevelser, helt særlige steder eller udsigter. Måske husker man et mindesmærke eller en oplevelsespark. Og nogle gange er det den helt lille detalje, man lægger mærke til, og som bliver til en stor historie. Og sådan en detalje faldt jeg over, da jeg var på Fåborg Kunstmuseum og så en udstilling af Anna Sybergs kunst.

Anna Syberg var en fynsk maler, der levede fra 1870 – 1914 – og på museet havde de lavet nogle store plancher med en oversigt over hendes liv i årstal og ord. På et tidspunkt har hendes mand Fritz, som også var kunstmaler, tjent så mange penge, at familien kan bosætte sig i Italien i 3 år. Det interessante opstår så, da familien i 1913 rejser hjem. På planchen står den lille detalje, der blev en stor historie i mit hoved, at ”i foråret 1913 vender familien hjem fra Italien – bortset fra børnene Hans og Besse på henholdsvis 17 og 16 år som cykler hjem fra Italien og derfor ankommer senere”.

OK!? Man har hørt om friske børn, der tager cyklen med i sommerhuset og cykler de 50 el. 100 kilometer hjem – på deres toptunede racercykel sådan for hyggen og oplevelsens skyld. Men lad os lige tage den igen. En dreng på 17 år – og hans søster på 16 år, der cykler fra Pisa til Kerteminde. Via Brennerpasset op igennem Østrig og Tyskland. En tur, der på motorvejen i 2020 udgør knap 1900 kilometer, men som dengang – i 1913 – to år før 1. Verdenskrig – udgjorde ikke mindre end 2400 kilometer på grusveje – på et 1-gearet skrammel af en cykel, som cykler nu så ud i 1913.

Alt det stod indkapslet i en kort sætning på en planche på et museum i Faaborg.

Der må simpelthen være så mange historier at fortælle fra den fuldstændige vanvittige tur. Prøv bare at forestille jer det! Alene forberedelserne: Hvor meget skal vi have med? Hvad med mad? Hvad med penge? Vi skal igennem tre lande med hver deres møntfod. Hvor skal vi sove? Hvad nu, hvis vi punkterer? Kan vi finde vej? Kan vi få hjælp, hvis vi kommer til skade? Læg dertil, at rejsen foregik i en tid, hvor der selvfølgelig ikke var mobiltelefoner, eller i det hele taget ret mange telefoner, og hvor man ikke har kunnet være sikker på at kunne blive forstået, hvis man ikke kunne det lokale sprog.

Listen af overvejelser, bekymringer og spørgsmål må ha’ været lang. Samtidig må eventyrlysten ha’ været meget stor hos Hans og Besse, som de to hed. De må ha’ haft store drømme om det, som ventede dem. Drømme om udfordringer, oplevelser og personlig udvikling.

Måske kan du genkende nogle af de tanker og følelser, når du har tænkt på, hvad der ventede dig på et efterskoleophold. Din liste af overvejelser, bekymringer og spørgsmål har sikkert også været lang. Men samtidig håber jeg også, at listen er blevet tjekket af, at du er klar - at du er eventyrlysten og nysgerrig på, hvilke udfordringer, oplevelser og erfaringer med fællesskab sådan et efterskoleår her kan give dig.

Og så er de draget af sted, de to unge, på deres cykler… De er trillet ud af Pisa på ujævne grusveje – længe før, der var noget, der hed asfalt og allerede på vej mod San Giuliano Terme, kun lidt nord for Pisa, er Hans måske punkteret, og allerede der begynder de måske at fortryde lidt, for nu er der da godt nok ikke så meget ved det. Men de må jo være kommet igennem det – og på nogle tidspunkter har de haft fantastiske oplevelser – cyklet op igennem Alperne. Slåsset i sommersne på toppen, badet i smukke floder, spist aftensmad på en charmerende kro i Bayern, blevet tilbudt ly for natten af en rar tysk bonde i nærheden af Nürnberg. Indimellem har de været ved at give op. Måske har de også snydt lidt og taget et tog en gang imellem? Hvem ved?

Men udfordringer, oplevelser og personlig udvikling har de med garanti fået – men sikkert er det også, at de igennem hele turen og måske endda mere og mere har oplevet, hvad det betyder, at man ikke er alene, men er sammen om noget. At man er sammen om at løfte hinanden, når det er svært. At man kan give hinanden et puf, en opmuntring´. Én til at tage den tunge taske, når den anden er træt – og ikke mindst - at der er én at dele det hele med.

Måske kommer dit efterskoleophold til at opleves som en toptunet Ferrari på spritnye motorveje fra Italien til Danmark. Måske ikke. Måske vil det i første omgang opleves som om, at du punkterer på grusvejen efter 2 kilometer. Sandsynligvis bliver det noget midt imellem. For jeg er også sikker på, at der venter store oplevelser forude. Måske er det på årgangsturen til Tyskland, måske er det på scenen i musicalen, eller måske bare i den stille snak en aften på værelset. Du vil også blive udfordret. Alt vil ikke gå din vej, og du får måske brug for at spørge nogen om hjælp eller sætte en ny kurs. Og igennem alt det, er det vores håb, at der sker noget med dig. At du opdager nye sider af dig selv. At du lærer noget om de andre – og at du frem for alt også lærer noget om at være i et fællesskab. At du opdager glæden ved at få og give hjælp. Tale og lytte og dele.

Kig lige din mor eller far dybt i øjnene og spørg dem, om de ville have ladet dig cykle fra Pisa til Kerteminde på en rusten havelåge på alle de grusveje, du kunne finde? Det har været nogle modige forældre – men dine forældre er også modige, for nu slipper de dig for en stund – og du skal slippe dem, og så kaster vi os ud i det eksperiment, der handler om, at du skal stå på egne ben. Ikke på en cykel, men i et efterskoleophold.

Jeg har siden læst mig til, at Hans og Besse kun fik lov af deres mor, hvis de lovede at sende et postkort hjem hver dag. Det forstår jeg faktisk godt – i en anden tid, ja næsten en anden verden, var det måske en meget rimelig foranstaltning for at de kunne vide, at de havde det godt.

Kære forældre og elever: Prøv at lade være med at sende postkort til hinanden hver dag. Sammenligningen mellem en cykeltur for over 100 år siden og et efterskoleophold i 2020 ophører her. I så fald skulle de to unges lærer have cyklet turen med dem.

For i vores historie, er vi her som skole – som voksne – helt tæt på. Og nu er tiden til netop at give lidt slip, se hvad der sker, når hjulene drøner derudad, ned ad livets store bakke med fuld fart på. Og her er det vigtigt, at vi har tillid til hinanden – som forældre – som elever – som lærere og ansatte.

Hvad mon har fået Besse og Hans til at gennemføre en så vild tur? Det har jo været helt vild træls indimellem. De har sikkert været sure på hinanden. Måske har de okset i mange kilometer hvidglødende af raseri over den anden. Så har det været iskoldt – og ulideligt varmt andre gange. Stigningerne har været vildere, end de kunne klare og mon ikke, de en gang imellem hver for sig og sammen har overvejet, om de skulle give op?

Hvad fik dem mon til at kæmpe videre og til sidst trille op ad den sidste bakke til et hus i Kerteminde?

Jeg forestiller mig, at da de har fået idéen, har de talt meget om, hvor fedt det ville være – hvor mange store oplevelser og spændende steder, de ville komme til at møde. Jeg tror, at de har tænkt rigtig meget på, hvor lykkelige de ville føle sig, trillende op igennem Europa. Og måske er det netop idéen om lykke og fede oplevelser, der har sendt dem ud på rejsen.

Men når de så indimellem har været ulykkelige, kede af det eller bare lidt utilfredse, er det så drømmen om lykke og fuld tilfredshed, der har drevet dem? Hvorfor pakkede de ikke sammen og gav op, da det gik op for dem, at der også var dårlige dage?

Jeg gætter på, at det handler om, at de har fundet en mening i det, de gjorde. De opdagede, at der var mere end lykke og fede oplevelser, der kunne drive dem. De fandt ud af, at også de dårlige dage var værd at tage med dem. Det gjorde dem klogere på dem selv og på hinanden – og de lærte mere og mere om den verden, som de trillede igennem, som tiden gik.

Jeg er relativt ny bruger på Instagram og noget, der har skræmt mig, er, hvordan det medie i en særlig grad fremstiller et billede af perfekthed og jagten på konstant lykke. Og det er vel og mærke en lykke, der defineres af skønhed, lækre produkter, luksus, fest, ferie og glade dage. Det er et billede af tiden, at det er det, som vi stræber efter. Og der ikke mange af os, der kan sige os fri fra en gang imellem at forfalde til netop denne drøm om lykke. Men problemet er, at det er en form for lykke, der er en forbigående tilstand. Din ungdomsskønhed falmer, det lækre produkt bruges op. Ferien og festen slutter. Og en dag er du også i dårligt humør.

Du har sikkert hørt om, hvor fedt det er at gå på efterskole. Du har hørt om lykkefyldte oplevelser for nogle dejlige unge mennesker, som har store øjeblikke sammen og får et fantastisk fællesskab.

Og alt det er sandt – det ser vi år efter år. Men sandheden er også, at sådan er det ikke hele tiden. Derfor er det rigtig vigtigt, at det ikke er drømmen om lykke og fuld tilfredshed, der er din motivation for at gå på efterskole.

Det er derimod rigtig vigtigt, at du finder mening. Og det er ikke kun en individuel proces, det er en mening, som vi sammen skal finde her i skoleåret 20/21.

Jeg tror, at I er en generation af unge, som i særlig grad spørger efter meningen. Hvad er meningen med det, vi skal? Og det er et godt spørgsmål at stille, for så finder vi ind til de værdier, der er vigtige for os. Hvis vi sammen kan finde meningen, så bliver det også meget nemmere, når rumboen er træls, det hele er lidt trist og når regnen pisker ned i november.

Vi glæder os til skoleåret 20/21. Vi har store forventninger. Vi har store drømme. Vi tror endda, at vi kommer til at opleve momenter af lykke.

Hvert år vælger vi et vers fra Bibelen, som vi sætter som overskrift for skoleåret – og som vi kalder for vores skoleord. Og vi har valgt et skoleord, som giver nogle løfter, som peger på, hvordan vi kan indfri vores store forventninger. Det er fra Johannes-evangeliet, kap. 14, vers 12, hvor der står ”Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen”.

Jeg vil lige nu fokusere på den første del af verset – ”Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør”. Det er Jesus, der siger ordene endnu inden korsfæstelsen og opstandelsen. Og hvad brugte Jesus allermest tid på, da han gik rundt sammen med disciplene? Hvad var hans gerninger?

Han bad, han tjente andre, han tog sig af andre – og han elskede andre.

I det vers her, har vi et løfte, at hvis vi finder ind i en relation til Gud – til Jesus – hvis vi tror på ham, så er en frugt af det, at gøre det, som Jesus gjorde. For det første kan jeg se en dybfølt mening med efterskoleopholdet her: Et ønske om, at vi kan blive et fællesskab, hvor vi beder for hinanden, at vi gør ting for hinanden, at vi tager os af hinanden, og at vi sætter pris på og har omsorg for hinanden. Det er ikke alene et fællesskab. Det er ovenikøbet et fællesskab, der tager udgangspunkt i Jesus.

For det andet kan jeg se, at med den overskrift for vores skoleår – at gøre som Jesus gjorde – så vil vi også opdage en anden form for lykke, som ikke er flygtig, men som rummer en anden dybde og længde, nemlig det, som Salme 73 i Bibelen beskriver som at være Gud nær er min lykke.

Velkommen til et skoleår, der bliver som en cykeltur fra Pisa til Kerteminde. En cykeltur, hvor du sammen med alle dem, der sidder her kan få lov til at opleve det – og opleve, at du i et fællesskab kan trives, udvikle dig og blive til den, du er skabt til at være.