Hyrdens stemme

Frøstruphave, 12. august, 2024

2024/2025 – et nyt skoleår er i gang. Nu er vi her. Dages, uger, måneders, måske endda års forberedelse til, at DU skal på efterskole, er slut. Vi står her alle sammen med sommerfugle i maven, fordi noget nyt skal begynde.

I morges begyndte dagen for nogen med, at mor kom ind på værelset og sagde sit sødeste godmorgen, hvortil en morgentræt teenager svarede ”la’ nu vær’, mor”. Hvortil moren tænkte: ”Ja, ja, det er nok godt nok, han skal lidt hjemmefra...” Mens der et andet sted, var en far, der på morgengåturen med hunden, standsede op ved den lokale sø og for en stund kiggede på morgensolens spejling i vandoverfladen. En tåre trillede fra hans kind, mens han stille tænkte: ”Hvordan blev hun dog så stor så hurtigt!!”

Måske var det dagen, hvor døtrene til gengæld kiggede med fornyede og uhørt kritiske øjne på fædrenes tøjvalg, mens mødrene overvejede, om det var for sent at lære deres søn at rede sengen selv.

Et væld at overvejelser, en masse valg – rigtigt mange følelser. For vi står overfor noget nyt. Vi står overfor skoleåret 24/25, og jeg glæder mig. Det er godt at glæde sig, og jeg håber, at du allerede mange gange i dit liv, har haft mulighed for at glæde dig til noget.

I min sommerferie i Frankrig havde jeg noget, jeg glædede mig rigtig meget til. Jeg havde nemlig planlagt, at jeg skulle prøve noget vildt sammen med mine børn og nogle gode venner. Vi skulle "canyoning". Og hvis du aldrig har hørt om canyoning, så kan jeg fortælle, at det handler om, at du tager en våddragt på og kravler igennem en kløft og en flod, vandfald, klipper og tager spring ud i vand. Og ja, jeg glædede mig rigtig meget til at få den oplevelse sammen med mine børn - men jeg var også lidt nervøs, fordi jeg vidste, at der måske ville være nogle ting, der ville udfordre mig, måske endda gøre mig lidt bange.

Mon ikke du kan genkende den fornemmelse af på den ene side at glæde dig til at skulle i gang med efterskolen, samtidig med, at der selvfølgelig også er nogle ting, du kan være bekymret for, fordi du ved, der vil være ting, der udfordrer og kan være svært?

Ofte følges det ad at glæde sig og at være nervøs.

Måske hænger det sammen med, at det vi glæder os til, vil vi også gerne have til at lykkes rigtig godt. Og så bliver vi nervøse, for hvad nu hvis?

Vi ankom til mødestedet for vores canyoning-tur, og vores flinke guide, Mika, bad os om at følge med. Og så begyndte vi ellers opstigningen ad smalle skovstier for at finde det sted, hvor vi skulle kaste os ud i og ned igennem kløften.

Vi er en gruppe på 12 mennesker, og lynhurtigt bliver der spredning på gruppen. Min søn føler, han hele livet har trænet netop til denne situation: At kaste sig ud i og på klipperne, så han er hurtigt i vandet og har kravlet op på nogle klipper igen for at springe ud der, hvor instruktøren viser, han kan springe. Andre i gruppen, fx min datter, står mere og tripper lidt i vandkanten og ser ikke ligefrem ud til at glæde sig til det øjeblik, hvor det kolde vand helt omslutter våddragten, og hvor der ikke er nogen vej tilbage.

Vi var forskellige i vores gruppe, og om kort tid vil du også opleve, at der er forskel på jer, der begynder på efterskole sammen. Nogle er udadvendte og bare klar på alt det sociale – andre holder lidt mere igen og ser det hele an. Men I er stadig en gruppe – I er et fællesskab, som skal fungere sammen, ligesom vi også var det der på vej ned igennem kløften.

Efter at have kæmpet os igennem det første vand, kravler vi op over nogle klipper, og så står vi der: Første større forhindring: For at komme videre, skal vi springe fra klippen og ned i floden. Men der er en lille udvej: Man kan vælge det store spring på 4 meter, eller det lidt mindre spring på 2,5 meter. De første i gruppen springer fra de 4 meter. Vi jubler og hujer og siger ”godt gået”. Jeg selv tænker: Vi skal lige i gang, og så vælger jeg det lille hop. Et lille spring væk fra klippen, sørge for at ramme der, hvor det er dybt nok, jeg rammer vandoverfladen, bøjer i knæene og skubber mig op fra flodbunden og får hovedet over vand igen. Jublen er lige så stor fra de andre, som hos dem, der tog det store spring. Det er fedt.

Vi er forskellige i et fællesskab, og vi kan forskellige ting. Og vores mod til at kaste os ud i forskellige ting er ikke altid ens. Men alle har brug for at blive opmuntret og set i det, vi gør. Det kommer måske ret naturligt, når man springer ned i en flod – men vi skal huske det – også i et efterskoleår – også på en helt almindelig grå hverdag, at vi alle har brug for, at vi giver hinanden lidt jubel med på vejen. Et klap på skulderen, et ”godt gået” – noget der gør, at vi hver især føler os set.

Vi svømmer og kravler videre, og flere gange har vi glæde af det gode råd, som Mika, guiden, gav os. ”Hvis I oplever noget, der er glat at gå på, der er et dybt hul eller en skarp kant, så sig det til den, der går bag dig”. Et simpelt råd med stor effekt. Dermed undgår flere at slå sig eller bliver overrasket over dybden i vandet. Og det er sådan et fint billede på, hvor lidt der skal til for, at vi i et fællesskab kan hjælpe hinanden – ikke bare i sådan nogle store flotte, fine vendinger om det gode fællesskab – men helt konkret ved at hjælpe hinanden nu og her. At vi giver noget til hinanden på stedet, som vi selv har erfaret og gerne vil give videre.

I dagligdagen har vi heldigvis ikke brug for hele tiden at angive overfor hinanden, hvor vi skal passe på at falde over noget… men vi har helt sikkert brug for, at nogen rækker ud imod os og siger: Skal jeg tage et stykke frugt med til dig? Skal jeg fylde vandkanden op – eller skal jeg lige hjælpe dig med støvsugeren der? Hverdagen er fyldt med så mange muligheder, hvor vi uselvisk kan dele ud af vores overskud og vores viden, hvor vi kan gøre noget godt for andre. Det er en meget konkret måde at hjælpe hinanden igennem – ikke floden – men en god dagligdag her på efterskolen.

Vi nærmer os afslutningen på vores canyoning-tur, og jeg går som én af de forreste i gruppen, og vi er kommet til én af de helt store forhindringer på turen – en 8 meter klippe, vi skal rutsje nedad, mens et vandfald vælter ned over os. Mika, guiden, er rolig, og det hjælper på modet. Han sætter sin fod i vandfaldet og beder mig om at sætte mig på foden. Uden varsel fjerner han den så, og som i en forlystelsespark forvinder omgivelserne, og jeg tordner ned mod vandet… plask siger det, og næsten før det gik i gang, er det hele overstået. Hvilken fed følelse! og jeg flyder på ryggen i min våddragt, mens jeg nyder synet af den blå himmel, solstrålerne, vandfaldet, der fosser ned over os og de andre, der er ved at skulle kaste sig ud i den samme oplevelse.

Jeg griner lidt, da min kammerat lidt overrasket og måske også lidt bekymret på egne vegne, råber til de andre: ”Har Anders taget den her”? Jeg griner lidt for mig selv, fordi: Ja, det gjorde jeg, og det var fedt – og jeg griner, fordi jeg tænker på, at det er så fint, når vi kan spejle os selv i andre – for at finde ud af, om jeg måske selv kan mere, end jeg troede. Hvis han kan, så vil jeg i hvert fald også – eller: Hvis han kunne klare det, så kan jeg måske også godt finde ud af det.

Jeg lå altså der i vandet og nød oplevelsen og nød synet. Husk at nyde det, når det går godt! Læn dig tilbage og se den blå himmel og sollyset og glæd dig. Mærk følelsen af, at noget blev godt overstået, eller at der skete noget godt for dig. Som mennesker har vi en tendens til at fokusere på det, der gik galt. Men husk at kigge på det, der gik godt. Det er også, når man ligger der, at man kan begynde at evaluere på sig selv og måske tænke: Kunne jeg godt ha’ taget det store spring alligevel? Havde jeg ikke haft modet til det, hvis jeg tog turen igen? Jeg tror det – og det er jo smukt, for så betyder det, at jeg har rykket ved noget hos mig selv.

Vi er næsten færdige på turen, og så – bedst som jeg troede, det var slut, står vi pludselig overfor noget af det, der på forhånd bekymrede mig mest: Vi skal immervæk kravle igennem en ret smal passage og ned under nogle store sten. Og hvis der er noget, jeg ikke skal bede om, så er det at sidde fast sådan et sted. Tanken kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

Jeg er glad for, at jeg ikke længere er forrest i gruppen, for det betyder, at jeg kan høre dem, der er foran mig. Jeg kan ikke se dem, men jeg bliver beroliget af deres stemmer, som rapporterer tilbage i geleddet: ”Det er ikke så slemt”, råber de – ”der er masser af plads – man kan sagtens komme igennem”. Og jeg stoler på dem – for det er stemmer, jeg kender og som jeg ved, vil mig det godt.

Vi har valgt et skoleord til dette skoleår – et vers fra Bibelen, som skal stå som en slags overskrift for FE i 24/25, og det kommer fra Johannesevangeliet, kapitel 10, vers 14-15, hvor der står:

”Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene.”

Betydningen af de vers er, at Jesus er hyrden (det ham selv, der siger: Jeg er den gode hyrde), og vi – mennesker – er får.

Og når Jesus sammenligner os med får, så er det ikke for at fornærme os, men fordi det er en ret skarp analyse af, hvordan vi som mennesker ofte agerer…

--> Se denne lille video med et får, der ikke virker så klogt...

Vi er ikke altid alt for kloge – og ofte begår vi de samme fejl igen og igen og igen.

Får er også flokdyr, og det har vi bestemt også en tendens til at være som mennesker. Og det er jo egentlig ofte en god ting, fordi det er en måde, vi finder tilknytning og beskyttelse på. Problemet opstår så bare, når flokken går den forkerte vej eller tager den forkerte beslutning.

Derfor har vi – både får og mennesker – brug for en hyrde. Sådan var det også der i kløften for os. Mika, guiden, var helt oplagt vores hyrde. Han viste os vejen, han fortalte os, hvor vi skulle gå hen. Han fortalte os, hvis der var noget, vi skulle være forsigtige med, han fortalte os, hvor der var dybt nok til at springe ud. Han opmuntrede os også og fortalte os, at vi gjorde det godt og var på rette vej.

Men vi var også hyrder for hinanden – og jeg mærkede det især, da jeg igennem den trange passage, kunne høre kendte stemmer, jeg var tryg ved. Mine venner og families kendte og beroligende stemmer blev hyrder for mig.

Og det er en væsentlig pointe, at vi kan lytte efter hyrdens stemme. Fårene gør det – og de kan kende den gode hyrde fra den dårlige hyrde. Vi kan også lytte efter Jesu stemme. Og måske tænker du: Jeg har aldrig hørt Jesu stemme. Men det er slet ikke sikkert, at vi hører den fysisk – alligevel kan vi lytte efter den.

Hvordan kan jeg så genkende Jesu stemme? Ja, måske er den ikke hørbar – men alligevel er den helt unik:

Den er unikt uselvisk

Den er unikt kærlig

Den er unikt tilgivende

Når vi kigger os rundt i verden, så er der ikke meget, der opfordrer os til at være uselviske. I langt højere grad bliver vi opfordret til kun at tænke på os selv.

Så hvordan kan jeg genkende Jesus stemme – hyrdens stemme? Ja, hvis du i dit liv oplever, at du bliver opfordret/opmuntret til at være uselvisk, så er der en god chance for, at det er Jesu stemme. Så prøv næste gang, du bliver ansporet til at gøre noget godt for andre, noget uselvisk – næste gang du tilgiver eller siger noget kærligt til nogen – så prøv at tænke på, at det måske er Jesu stemme, du har lyttet til.

Hans stemme er nemlig uselvisk, kærlig og tilgivende.

Og canyoning?

Det skal du for øvrigt også prøve - når vi til april skal på tur til Frankrig!

Rigtig hjerteligt velkommen til skoleåret 24/25

Anders Østerby, forstander