Velkomsttale - skoleåret 22/23
Kære elever og forældre!
Efterskole! Det er egentlig en underlige opfindelse… I disse dage er der alligevel mere end 30.000 unge, der er begyndt. Det er vildt populært – selvom det er så anderledes end alt andet, du har prøvet med skole. Du skal være her nærmest hele tiden, og selvom det kan føles skræmmende, så er der en grund til, at vi gør det: Vi gør det, fordi der på den anden side af sådan et efterskoleår, venter en forandret udgave af dig selv.
Når du kommer til at stå lidt på egne ben i et fællesskab som her, så lærer du nyt om dig selv og om andre. Og den proces kan være svær, men vi ved, at den også er fantastisk.
Nogle gange gør vi noget, der er svært eller ikke føles rart, fordi vi har en forventning om, at der er en belønning på den anden side af det ubehagelige. I min sommerferie havde jeg netop sådan en oplevelse…
Jeg var så heldig at opleve Thailand, og da vi havde nogle timer til overs, inden flyet lettede, havde vi set, at der var et særligt buddhistisk tempel i nærheden af lufthavnen, hvor man vist godt nok skulle op af en del trin. Vi havde nu mest hæftet os ved, at vi havde hørt, at det var et ret fedt sted med en fin udsigt, så det skulle vi da prøve… Vi ankom derfor fulde af forventning til stedet, parkerede bilen, steg ud og glædede os til at se nærmere på stedet…
Nå da, sagde vi til hinanden og lagde vores nakker langt tilbage, er det helt deroppe? OK!
Hen i billetlugen. En sød dame sagde til Inge, min hustru, “it’s a tough trip, but you can do it madam, you are a strong woman.” Altså… jeg er også engang gået op i Rundetårn – og der var ikke nogen i billetlugen, der gav mig en moralsk opmuntring? Var det 1200 trin, hun sagde…? Ok, det er selvfølgelig en del.
Men man jo tage et skridt ad gangen, eller hvad…? Hvad har vi mon begivet os ud i? Har vi nok vand med, eller hvad? ”He he”, grinte vi lidt nervøst til hinanden…
Vi har kun lige taget de første trin, og ned kommer storsvedende og tydeligt trætte, men øjensynligt tilfredse mennesker. Er de mon glade, fordi det var en god oplevelse, eller tilfredse, fordi den er overstået? De sveder virkelig meget, og de er på vej ned… hvad er det her for et sted?
”Don’t feed the monkeys”, står der så på et skilt. Urgh – der sidder en lidt aggressiv abe lige der på gelænderet på trappen. Vi er kun i gang med de første 50 trin, og det virker lidt stramt, hvis der er aber med lange fingre, der vil tage vores ting, hele vejen op… Nu har vi ovenikøbet set det præcise tal. Der er immervæk 1.260 trin…
Videre… for der er langt til toppen. Vi er vel ikke kommet til mere end trin 100, før vi lader fuldstændig stå til: Vi kommer til at svede af det her, der er ingen grund til at kæmpe imod. Det bliver lidt ulækkert. Vi bliver ulækre!
Der er stejlt op… indimellem med trin på 30-40 cm’s højde og ikke meget dybde, og i Danmark vil vi altså helst ikke have trin på over 20 cm i højden... Kan det virkelig være rigtigt, det her…
Vi rammer 250 trin, og vi rammer muren. Indrømmet, vi har før været i bedre form, men vi må tage en lang pause, trække vejret dybt og overveje, er det nu, vi skal give op og vende om. Kan vi det her?
Ville det ikke være et kæmpe nederlag? Vi kigger hinanden i øjnene og bliver enige om, at vi kan godt. Vi skal bare lige tage det lidt ad gangen. 20 trin, pause, 20 trin, pause. Ikke tænke for meget. Bare kæmpe sig igennem. Som hjælperyttere i et Tour de France-felt, lægger vi os på skift forrest for at motivere den anden til at give den en skalle det næste stykke.
Flere andre dukker op på opstigningen og ser lidende ud. Vi når til de magiske 630 trin – vi er halvvejs… Yes! Jeg bliver for en kort stund opmuntret og tænker ”så langt så godt”. En italiener ved siden af mig stønner derimod opgivende… og jeg siger smilende til ham: Vi er halvvejs, og så handler det vel om, om man er en ”glasset er halvt fyldt eller halvt tomt”-kind-of-guy. Helt klart halvt tomt, siger han lettere desillusioneret…
Således opmuntrede kæmper vi videre, og vi møder nu igen folk på vej ned… men noget har ændret sig. De begynder at lægge mærke til vores forpinte ansigter og kommer med opmuntringer: I kan godt klare det! Bliv ved med at kæmpe. Og så de løfterige ord: Det er HELT klart turen værd, så glæd jer! You can do it!
Er det mon bare noget, de siger, eller er der noget om det? Vi tør næsten ikke at tro noget… Men løftet om, at det bliver godt, er meget opmuntrende.
Vi kæmpede videre og til sidst når vi toppen… 1260 trin. 309 højdemeter besteget på en sti, som var 600 meter lang. Det vil sige en gennemsnitlig stigning på lidt over 46 grader. I 30 graders varme og høj luftfugtighed. Lad os bare sige, at det ikke var noget problem for mig at vride min t-shirt…
Men belønningen var vildere, end vi havde forestillet os. Solskin, blå himmel og flotte skyformationer og ikke mindst den mageløse udsigt over Phanang-bugten og dens flotte, bugtende floddeltaer – for ikke at snakke om udsigten mod de særegne bjergformationer ind i landet. Det var en udsigt, der gav gåsehud og en oplevelse, som vi nok aldrig glemmer.
Det var altså ikke bare tomme ord fra de mange, der havde opmuntret os på vej op. Den var go’ nok. Det var virkelig det hele værd, så da det var vores tur til at gå ned, fik den ikke for lidt med at se så opmuntrende ud, som vi overhovedet kunne. Kæmp videre! I kan klare det! Der er SÅ smukt deroppe…
Du har nok også hørt om, at det der efterskole skulle være en ret vild oplevelse – at når du når til toppen, så er udsigten vanvittig. Fællesskabet er for vildt og du vader rundt i gode oplevelser og venner. Men måske har du allerede været der i dag, hvor du har lagt hovedet tilbage og kigget op mod toppen, og tænkt: Hvordan I alverden bestiger jeg det der efterskole-bjerg? Måske har du siddet i bilen i dag og tænkt: Vend om – det går aldrig det her – jeg er for nervøs.
Kære elev! Der er godt deroppe på toppen. Efterskole er faktisk ret fedt. Men det er også mest ærligt at sige, at nogle gange kan det føles, som om der er 1260 stejle trin, før man når dertil. Der kan sidde aber på trappen, der – om ikke følger med… – så i hvert fald forsøger at gøre livet surt for dig. Der kan komme tidspunkter, hvor du tænker, at det her klarer du bare ikke… og hvor du overvejer, om du bare skal vende om og gå ned igen.
Men du må yde, før du kan nyde, lyder en gammel talemåde. Og sådan kan man vel også godt sige om et efterskoleår? Der skal ydes en indsats, før du kan nyde resultatet. Fællesskabet og det gode efterskoleliv kan man ikke trække i en automat – det er noget, vi giver til hinanden.
Det er ikke et jeg-projekt, hvor du kan gøre det for dig selv og din egen skyld. Det er et os-projekt, som kan lykkes, fordi vi gør det sammen og fordi vi hjælper hinanden. Og hvor er det fantastisk at stå der på toppen af fællesskabet sammen og kigge ud over det smukke landskab af alt muligt godt, vi har sammen.
Kære venner, det er der, vi skal hen – det er det, vi drømmer om!
Hvad fik egentlig mig op ad den trappe, selvom det virkede umuligt? Det var ikke kun min egen indsats. Det var i lige så høj grad det, at jeg gjorde det sammen med nogen. Inge og jeg hjalp hinanden, lagde en strategi. Spurgte ind til hinanden. Gav hinanden pauser og vand. Og så var der også en anden væsentlig ting: Det var alle dem, der kom forbi os – mødte os. Så på os. Så, at vi syntes det var hårdt: Og sagde: Kæmp videre – det er det hele værd!
Tilbage i marts var de fleste af jer her til Informations-aften, og fordi jeg havde corona, var det lærer-Anders (Rasmussen), der holdt en tale. Og der snakkede han om ”mødesteder” og de gange, hvor mennesker møder hinanden og giver noget til hinanden på den ene eller anden måde. Det er afgørende, at du i det kommende år opsøger mødesteder. Ikke kun for din egen skyld, men også for de andres skyld. Fællesskabet har brug for dig og det, du kan – selv det mindste input eller den mindste opmuntring kan være den afgørende forskel for et andet menneske. Du er en brik i et puslespil, og det puslespil går ikke op, hvis du ikke er der.
Vi var faktisk virkelig heldige den dag vi kravlede op på bjerget, for vejret var smukt og klart – midt i regntiden. Vi kunne lige så godt have ramt en dag med regn og masser af skyer og begrænset sigtbarhed. Vi ville stadig have nået toppen og fået en oplevelse, men oplevelsen ville have været anderledes… Hvordan med dit efterskoleår? Alle drømmer om at ramme en solskinsdag på toppen – og den skal også nok komme. Men husk, kære elev og kære forældre, der er også efterskoledage med gråvejr og hvor tingene ikke er, som vi havde håbet på. Det er helt normalt, for sådan er livet også.
Uanset hvad, kan du godt glæde dig. Der er en masse godt i vente, store oplevelser, små hverdagsmirakler, en leverpostejmad på en torsdag og alt det andet.
Jeg vil introducere jer for årets skoleord – et vers fra Bibelen, vi stiller som overskrift for skoleåret. Det kommer fra Johannesevangeliet, og det er Jesus, der siger:
”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”
Som skole vil vi gerne pege på Jesus. Det er der virkelig mange grunde til. Én af dem, er fordi han er verdens lys. Det betyder nemlig blandt andet, at han har tændt sit lys i dig og mig. Det har vi brug for i et fællesskab, så vi kan lyse for hinanden, opmuntre og glæde hinanden i vores fælles møde.
Jesus er verdens lys – det betyder også, at han er én, vi kan følge – han lyser op, og vi kan følge efter ham. Det har vi brug for – som mennesker – som fællesskab – som efterskole, at der er én, der viser os vejen. Og det kan Jesus som ingen anden, fordi han også er Gud og derfor – i modsætning til os mennesker – ved alt om og præcis, hvor han kommer fra, og ved, hvor han går hen.
Sådan én vil man gerne følge – og det vil vi også her på Frøstruphave. Vi tror nemlig på, at Jesus lyser vores fællesskab op sådan, at på gode eller dårlige dage, går han forrest. Om vi har nået toppen eller stadig står i bunden, så er han der og har lovet, at vi aldrig skal vandre i mørket, men have livets lys.
Rigtig hjertelig velkommen til skoleåret 22/23!
Anders Østerby, august 2022
