Velkomsttale - skoleåret 23/24

Kære elever og forældre!

Velkommen til Frøstruphave Efterskole. Velkommen til skoleåret 23/24. Et skoleår, vi har store forventninger til, fordi DU sidder her og skal være en del af det.

Måske har du set én af de film, hvor der er mange forskellige historier og tidslinjer, og hvor de forskellige personer og forløb på et tidspunkt i filmen mødes og smelter sammen. Én af de mere kendte kunne være Love Actually, men der findes mange andre.

I dag har I hver især haft hver jeres forløb med forskelligt indhold, forskellige steder i landet. Nogle har haft en rolig dag, fordi de pakkede det hele i går, andre har haft lidt mere travlt, måske endda været lidt i panik. Nogle vågnede op og sagde: ”Yes, det er i dag, jeg skal på efterskole”. Andre faldt aldrig i søvn i aftes og her mandag morgen gik tankerne mere på, ”åh nej, går det mon?”
I nogle hjem har der været tårer og mange krammere, fordi man står overfor et nyt kapitel. Andre steder viste det sig, at man netop ramte den dag, hvor man som forældre aldrig nogensinde har været mere irriterende eller sagt så meget forkert på én gang…

Et sted på Sjælland startede nogen bilen og kørte mod Storebæltsbroen, mens andre et sted i det sydlige Jylland tænkte – ”ah, vi kan vist godt lige nå at ligge en time på sofaen”. Omtrent samtidig råber én i det midtjyske: ”Havde du ikke købt shampoo? Jeg smutter i Netto.”

Til sidst i forløbet befinder en masse biler sig samtidig på de jyske veje med kurs mod et sted langt ude på landet: Frøstruphave. Bilerne parkerer, bagage bæres ind. Der bydes velkommen. De mange historier flettes sammen. Nu er filmen på vej mod sin slutning – en åben slutning – hvad vil der ske?

Det er der, vi står nu, og vi glæder os til at finde ud af det: Hvad der vil ske?
Og det er spændende! Ikke fordi, vi bare kaster boldene op i luften og ser, hvordan de tilfældigt falder ned – nej, vi har som skole en idé og en retning, vi gerne vil gå – men fordi vi af erfaring ved, at fællesskabet hvert år tager sin helt egen form.
Der er dog noget, du kan gøre, og til de af jer, som var på besøg her tilbage i marts, sagde jeg følgende:

"Fællesskabet på en efterskole vil blomstre og blive godt, hvis du kommer med den indstilling, at du vil give noget af dig selv. Du vil vise, hvem du er - hvad du tror på - hvad du synes er vigtigt – hvad der har værdi for dig. At du giver dig til kende, gør det selvsagt nemmere for andre at lære dig at kende."

Hvem er du? Det er du ved at finde ud af – men det er helt vildt vigtigt, at du står ved dig selv – det betyder, at du ikke prøver at være en anden, end den, du er. At du er ærlig overfor dig selv, og det, du kommer fra. Vi vil gerne hjælpe dig – ja, det er faktisk én af vores fineste opgaver, men at turde at vise, hvem du er – hvad du står for – deri ligger en opgave, hvor det kræver, at du tager det første, modige skridt.

Her blev der taget et modigt skridt ud over kanten og ud i fuld fart. Der er gang i ekstremerne – fra vilde dødsagtige skrig til – ”det er er episk!” Og et: ”Det er faktisk ikke så slemt” indimellem.
Bliver dit efterskoleår sådan?
Tjo, på den ene side kan det måske godt illustrere, hvordan det nogle gange kan være lidt af en rutsjebane, hvor man oplever enten, at det hele virker totalt uoverskueligt, mens det på andre dage er helt fantastisk – og så dagene indimellem, hvor det egentlig bare er sådan hverdags-okay.

På den anden side: Barnet på den her svævebane bliver overvældet af sine følelser, selvom der fra vores synsvinkel ikke rigtig er noget, der ændrer sig. Samme afstand til linen. Samme sikring og tryghed.

Og vi kan da også godt lade os overvælde af vores følelser, når vi rammes af noget, der går os imod, eller når vi pludselig synes, at nu går det hele alt for stærkt. Og så kan vi få en opfattelse af, at livet bliver en rutsjebane. Men nogle gange hjælper det lige at overveje, at selv når du føler, du falder mod afgrunden, så er der måske noget i dit liv, som ikke gør.

Om du har det godt – om du trives – er ikke nødvendigvis enten-eller. Det er nærmere en balance. Vores liv består mange elementer, og finder du dig selv et sted, hvor du synes det går dårligt på et bestemt område, så kan det være rigtig godt at minde sig selv om, at ikke alt måske ser så sort ud, og at det måske går helt ok med noget andet.

Desværre er det en tendens i dag, at vi kommer til at stræbe efter, at alt skal være perfekt hele tiden – at vi skal lykkes med alt, vi har med at gøre med – herunder, at vi gerne vil være lykkelige og trives hele tiden.

Center for Ungdomsforskning udgav sidste år rapporten ”Mistrivsel i lyset af tempo, præstation og psykologisering”, som blandt andet peger på den udfordring mange unge står i, fordi der sker det, de kalder en udsivning af præstation til alle livsarenaer: Altså, at mange unge oplever, at uanset, hvad de laver, så skal de præstere og lykkes: Så nu skal man ikke bare præstere og lykkes, når man er på fodboldbanen eller i eksamenslokalet. Når du er sammen med vennerne, skal du også præstere – ja, endda når du slapper af, for du skal gerne slappe af på den rigtige måde – og når du så tager et sabbatsår, så nytter det ikke bare at slippe tøjlerne og slappe lidt af: Du skal præstere og lykkes, så du får noget ud af det. Ja, selv et efterskoleår er i fare for at blive noget, hvor alt skal gå op i en højere enhed.

Når vi på den måde lægger en forventning om lykke, trivsel og succes ned over alle områder af vores liv, så er der en fare, for at det bliver alt for snævert, hvornår vi synes, vi lykkes og trives.

Hvor kommer alt det fra? Ja, noget af det kommer helt sikkert fra, at vi som samfund og i skolerne i for høj grad behandler børn som voksne, når vi tester og måler dem, fra de er små. Og så kommer der helt sikkert også noget fra det, som jeg godt ved er lidt af en varm kartoffel i dag, hvor I begynder på efterskole uden: Mobiltelefonerne – og især de sociale medier, som er så integreret en del af dem. For mange af os, er det endt med, at de nærmest er vokset sammen med vores hånd, og al videnskab viser, at det påvirker vores hjerner på en negativ måde, når vi konstant udsættes for al mulig og umulig information – og endnu værre: indtryk, der gør, at vi kigger på os selv og tænker: jeg kunne måske også gøre det lidt bedre.

Det er mit håb, at vi kan hjælpe hinanden med at få øje på og erfare, at alt ikke behøver at være perfekt – og vi kan forhåbentlig også hjælpe hinanden med at tage tempoet lidt ud af det hele. Det synes jeg, vi skal prøve – sammen.

Og at vi gør det sammen, er faktisk en ret central ting, når vi taler om efterskole. For du træder ind i et forpligtende fællesskab, hvor du bliver afhængig af mig, og jeg bliver afhængig af dig. Måske har nogle af jer tænkt: Efterskole – yes, frihed fra mor og far – frihed til at være mig - og mig sammen med vennerne.

Så vil jeg sige, at det er faktisk helt omvendt: For i dag har du, om ikke mistet din frihed, så i hvert fald begrænset den.
Du har valgt at gå på efterskole, altså døgnet rundt. Du skal bo sammen med andre, så du har ikke dit eget værelse. Vi bestemmer, hvornår du spiser, og hvad du spiser. Vi bestemmer, hvornår du skal stå op, gøre rent, gå i seng og en hel del andre ting. Og det var dit eget valg at være her...

Men inden du tænker: Lad mig komme hjem igen, så lad mig lige fortælle dig, at det jo netop er her i det forpligtende fællesskab, rutinerne, rammerne og ritualerne, at guldet ligger gemt. For det sætter dig fri, når du bliver trummerummet på efterskolen, hvor vi finder sammen i en måde at gøre tingene på, og du bliver derfor fri for hele tiden at finde din egen måde og være tvunget til at tage stilling, træffe valg og føle pres. På den måde kan vi – gennem rammerne – på forunderlig vis sætte hinanden fri i det forpligtende fællesskab, hvor du har brug for mig, og jeg har brug for dig, og hvor det vigtigste, hverken bliver dig eller mig, men det, som vi har sammen.

Det vigtigste, vi ønsker at have sammen på Frøstruphave, er også noget, der sætter os fri, og det handler om vores kristne værdigrundlag.

I, kære elever, er skolens 41. elevhold. Dermed er det nu 40 år siden, at Frøstruphave Efterskole blev indviet. Og da skolen blev fyldt af de første elever, fik de et skoleord, et vers fra Bibelen, som overskrift for deres skoleår. I år vil vi i anledning af vores jubilæum sætte det samme bibelvers som overskrift for skoleåret 23/24.

Det er verdens mest anvendte og kendte bibelvers, nemlig fra Johannesevangeliet, kapitel 3, vers 16: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”

Man kan sige meget om det vers, og det kommer vi nok også til, men lige nu vil jeg hæfte mig ved, at også det vers peger på netop det med rammer og frihed.

For det rummer for det første en uendelig frihed: Nemlig det, at Gud elsker dig så meget, at han ønsker at være sammen med dig for altid i et helt og vedvarende liv

Og det indeholder en ramme: At adgangen til det går igennem det at tro på Jesus.

Så simpelt er det faktisk – gennem troen kan enhver, altså ALLE tage imod Guds uendelige kærlighed.

Det synes jeg er fantastisk – og det synes vi på Frøstruphave er fantastisk. Og hvis der er noget, jeg oplever, kan tage presset fra mine skuldre, og hvis der er noget, der kan få mig til at fokusere mindre på, at alt skal være perfekt i mit liv, ja så er det, at den Gud, jeg tror på, elsker mig med den reneste kærlighed, og at jeg ikke skal præstere noget for den kærlighed. For troen er det modsatte af en præstation – det er derimod en overgivelse, et slip af kontrol og i stedet en tillid til Jesus som verdens frelser og det håb, vi får gennem ham.

Hvis dagen i dag og jeres individuelle historier og tidsforløb var en film, som smeltede sammen, da vi mødtes her i dag, ja, så var den altså ved at være slut: En åben slutning, hvor vi er spændte på, hvad der sker. Men lad os omskrive manuskriptet lidt og i stedet indarbejde en cliffhanger i slutningen af den første film, hvor vi alle sammen spændt venter på 2’eren. Der hvor vi får at vide, hvad der skete, da de så alle sammen mødtes på Frøstruphave. Og den film, den begynder nu.

Velkommen til skoleåret 23/24.

Anders Østerby, august 2023